Enkeltudgifter
I særlige tilfælde kan der ydes hjælp til enkeltudgifter og kan ydes, hvis der foreligger forbigående vanskeligheder. Der kan ikke gives hjælp til løbende udgifter.
Forudsætningerne for at få hjælp til enkeltudgifter er at:
- ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed)
- udgiften er en følge af et behov, der ikke kunne forudses
- såfremt ansøgeren selv skulle betale, ville det vanskeliggøre ansøgernes mulighed for at klare sig selv.
Nedenfor nævnes eksempler på, hvad der kan ydes hjælp til. Listen er ikke udtømmende og generelt gælder det, at hvis man selv kan betale, er man ikke berettiget til hjælp. Udgiften må heller ikke kunne dækkes ad anden vej.
Eksempler på, hvad der kan ydes tilskud til:
- boligindskud
- etablering i egen bolig, flytning
- reparationer af køleskab, vaskemaskine osv.
- følger efter brand
- tøj.
Førtidspensionister med brøkpension
Hvis man ikke har optjent ret til fuld førtidspension, er der mulighed for at supplere førtidspensionen med kontanthjælp efter aktivloven.
Man kan maksimalt modtage en samlet hjælp svarende til, hvad man ville have været berettiget til i tilfælde af fuld optjening af førtidspension.
Hjælp til medicin, læge- og tandlægebehandling
Selv om der ikke er sket ændringer i ens forhold, er der mulighed for at få hjælp til medicin, læge- og tandlægebehandling mv., som ikke dækkes af den offentlige sikring, anden lovgivning eller andre ordninger. For at få udgiften dækket, skal udgiften være lægeligt velbegrundet, og man skal ikke selv have råd til at betale.
Hjælpen kan ydes løbende.
Samvær med børn
Hvis man ikke selv har midler til det, kan der også ydes hjælp til udgifter i forbindelse med samvær med børn.
Udbetaling af hjælpen
I alle tilfælde udbetales hjælpen af kommunen, som foretager en konkret vurdering af udgiftens rimelighed og ansøgerens muligheder for selv at betale.
Hovedreglen er, at man ikke må have afholdt udgiften inden ansøgningen, da kontanthjælp er underordnet i forhold til alle andre ydelser. Hvis man kan låne til udgiften, er man ikke i trang.