Kontanthjælp er forsørgelseshjælp til den, der ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie. Hjælpen er midlertidig, og formålet er at gøre modtageren i stand til at klare sig selv.
Det er den kommune, hvor man har bopæl eller ophold, der yder kontanthjælp. Kommunen skal råde og vejlede borgeren, så denne igen bliver i stand til at klare sig selv.
Betingelser:
- ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. længerevarende sygdom, arbejdsløshed, samlivsophævelse eller tab af forsørger. Man taler om, at der skal være sket en social begivenhed
- ændringerne skal medføre, at ansøgeren ikke har mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt
- behovet for økonomisk hjælp må ikke kunne dækkes gennem ydelser efter anden lovgivning
- man skal udnytte sine muligheder for at arbejde.Der kan dog udbetales passiv kontanthjælp i tilfælde, hvor man mangler pasning til sit barn, holder barselsorlov eller er sygemeldt.
Har man andre problemer end ledighed og begrænsninger i arbejdsevnen, skal kommunen foretage vurdering af arbejdsevne med henblik på evt. revalidering, fleksjob eller førtidspension, se disse afsnit.
Kommunen er forpligtet til, ved første henvendelse fra borgeren, at undersøge, om der kan udbetales engangshjælp.
Aktiv beskæftigelsesindsats
Modtagere af kontanthjælp skal have samme tilbud om at komme ind på arbejdsmarkedet som personer, der af andre årsager er uden arbejde. Formålet er bl.a. at hjælpe kontanthjælpsmodtagere til hurtigt og effektivt at komme i arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familie.
Lovens målgruppe omfatter blandt andet:
- personer, der modtager kontanthjælp alene på grund af ledighed
- personer, der modtager kontanthjælp og som har andre problemer end ledighed.
Individuelle jobsamtaler afholdes senest hver gang kontanthjælpsmodtageren i sammenlagt 3 måneder har modtaget hjælp eller har deltaget i et tilbud.
Hvis det skønnes nødvendigt skal kontakten til jobcentret være hyppigere.
Sygeopfølning - også for kontanthjælpsmodtagere
Hvis et sygedagpengeforløb er ophørt, selv om den helbredsmæssige tilstand ikke er afklaret, kan sygedagpengeopfølgning fortsætte efter aktivlovens regler. Dette uanset om man er berettiget til kontanthjælp eller ikke f.eks. på grund af formue eller ægtefællens indtægt.
Kontanthjælpsmodtagere og ferie
Det forventes, at modtagere af kontanthjælp fra 01.04.2012 får ret til at holde ferie. Dermed bliver de i 5 uger om året undtaget fra kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der vil være tale om en ret til ferie 5 uger årligt for kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget kontanthjælp i 12 på hinanden sammenhængende kalendermåneder.
De 5 ugers ferie skal holdes i løbet af af de næste 12 måneder.De kan ikke holdes i forbindelse med et ansættelsesforhold efter kontanthjælpsforløbet. Feriens placering skal aftales nærmere mellem den enkelte og kommunen.