Ved simpel kaution indtræder kautionistens betalingspligt først, når det er konstateret, at kreditor ikke kan opnå betaling fra hovedskyldneren, f.eks. ved forgæves fogedforretning.
De to former for kaution er altså ikke lige byrdefulde for kautionisten, men ved enhver form for kaution påtager kautionisten sig en helt klar forpligtelse, der altid skal tages alvorligt.
I de fleste tilfælde vil man ikke få mulighed for at vælge, om man vil indgå på simpel kaution eller
selvskyldnerkaution. Den, der skal låne pengene ud, vil næsten altid forlange selvskyldnerkaution.
Uanset om der er tale om en simpel kaution eller en selvskyldnerkaution, kan det være fornuftigt at forsøge at begrænse sin hæftelse. Det kan gøres ved, at det i dokumenterne fremgår, at man kun hæfter for en del af gælden (delkaution), f.eks. at man kun kautionerer for de sidste 50.000 kr. på en kassekredit, eller hæftelsen kan begrænses ved, at man selv kun hæfter med et maksimumbeløb (begrænset kaution), f.eks. at man kun hæfter med maksimum 50.000 kr., uanset hvor meget der måtte skyldes på kassekreditten.
Hvis ikke der er aftalt noget nærmere om kautionens omfang, er udgangspunktet, at der kautioneres uden begrænsning for gælden. Man risikerer altså at skulle indfri hele den aktuelle gæld med påløbne renter og omkostninger og hæfter med hele sin formue.
En kautionsforpligtelse er aldrig „kun“ en formalitet, men en særdeles virkelig realitet. Man skal altså tænke sig meget godt om, før man kautionerer. Hvis man har vilje og evne til at hjælpe en anden økonomisk, f.eks. voksne børn, der vil starte egen virksomhed eller købe bolig, er det ofte mere regulært at give et beløb som arveforskud eller gave (se
Gaver) eller give et lån (og løbe risikoen for at lånet ikke kan betales tilbage).
En særlig form for kaution foreligger, hvor en kommune over for et alment boligselskab kautionerer for en kommende lejers indskud, når lejeren ikke selv har tilstrækkelige økonomiske midler. Se afsnittet om Lån til indskud under Boligstøtte.