Som navnet antyder, er det en forening med medlemmer, der er gået sammen om at investere. Investeres i mange virksomheder fra forskellige brancher – som investeringsforeningerne gør – er der ikke den samme risiko for tab, som hvis man kun investerer i en eller få virksomheder. Går det dårligt for nogle virksomheder, kan det gå godt for andre.
En af grundreglerne for investeringer er ”Læg aldrig alle æggene i én kurv!”. En anden grundregel er, at man skal være opmærksom på, at der er omkostninger ved enhver handel med værdipapirer. Det er en dårlig idé at købe og sælge ofte, da omkostningerne reducerer gevinsten.
Man bliver medlem af en investeringsforening ved at købe en andel i foreningens samlede formue. Investeringsforeningen kan bestå af forskellige afdelinger med hver deres formål, f.eks. investeringer i bestemte brancher eller bestemte geografiske områder. Hver afdeling består af en række værdipapirer, som er sammensat på forskellig vis. Hensigten er, at de store beløb der handles for, medfører lavere omkostninger, der kommer medlemmerne til gode.
Da det er eksperter, der vælger og følger de værdipapirer, der investeres i, er argumentet, at man trygt kan overlade sine penge til investeringsforeningen, da den vil foretage de bedste dispositioner for medlemmerne.
Imidlertid er de fleste investeringsforeninger kontrolleret af et pengeinstitut, og foreningens indtjeningen bidrager til pengeinstituttets overskud.
Investeringsforeningerne kritiseres for medlemmernes ringe indflydelse, og at foreningerne tjener pengeinstituttets interesser bedre end medlemmernes.
Kritikken går også på, at foreningerne tjener på de omkostninger, medlemmerne betaler, uanset om investeringerne giver over- eller underskud.
Investeringsforeningen bruger en del af sin indtægt til betaling af pengeinstituttet for rådgivning af medlemmerne. Hvert år modtager det pengeinstitut, der opbevarer investeringsbeviserne, et beløb, uanset om medlemmet har modtaget rådgivning eller ej. Pengeinstituttet tjener også på handler, opbevaring og investeringspleje. Alle disse omkostninger reducerer medlemmernes afkast.
Spredningen er vigtig, og stor spredning giver optimal indtjening til investeringsforeninger og pengeinstitutter. Derfor er der udviklet et stort antal forskellige afdelinger, som medlemmet kan sammensætte til en perfekt portefølje. Kritikken går på, at den oprindelige idé med at købe et par enkelte investeringsbeviser for at nå optimal spredning er gået tabt, da en perfekt spredning i dag kræver, at beholdningen sammensættes af en række investeringsbeviser.
Mange interesserer sig ikke for investering og vælger af den grund at overlade dette til pengeinstitut og investeringsforening i den tro, at de gør det bedst. Investeringsforeningerne har hjemmesider med mange gode informationer og medlemmerne modtager ofte flere informationer fra pengeinstituttet. Informationerne er krævende at sætte sig ind i. Mange opgiver og har ikke overblik over, hvor stort afkast deres investeringer giver. Denne usikkerhed samt erkendelsen af, at investering kræver indsigt, får flere til enten at droppe investering i værdipapirer eller til selv at sammensætte beholdningen af værdipapirer. Læs mere i afsnittet: Før man investerer.
Ligesom med andre varer gælder det for investeringsbeviser, at man bør konstatere et behov, før man køber dem. Man kan med nogle investeringsbeviser investere med mindre ulejlighed og færre omkostninger i obligationer fra højrentelande, udenlandske virksomhedsobligationer og aktier fra selskaber i lande med større vækstpotentialer.
Investeringsafdelinger med danske realkredit- og statsobligationer er meget populære. Kritikere giver udtryk for, at dette skyldes pengeinstitutternes dygtige sælgere, da det for de fleste ville være billigere og lettere at købe obligationerne selv. Omkostningerne ved selv at købe obligationerne er generelt lavere end for investeringsbeviserne.
Spredning af obligationsinvestering er ikke så nødvendig som for aktier. Ofte kan obligationerne vælges ud fra tidspunktet, hvor pengene skal bruges og forventningerne til renteudviklingen. Obligationerne udtrækkes på et tidspunkt til kurs 100, mens investeringsbeviserne sælges til dagskurs. Hvis renten er steget, vil kursen på investeringsbeviserne være faldet, hvilket kan medføre tab. Derfor stilles der større krav til indsigt og til at følge udviklingen, når man investerer i obligationsbaserede investeringsbeviser, end det er nødvendigt, hvis man investerer i obligationer. Ved obligationer kender man afkastet på købstidspunktet, til de udløber, og der er ingen kursrisiko, hvis man beholder dem til udløb.
Skatten på investeringsbeviser betales som regel ud fra samme princip, som hvis man selv havde investeret direkte i de værdipapirer, der er i afdelingen.
