Kommunen kan vælge at tilbyde modtagere, der er visiteret til personlig og/eller praktisk hjælp, at modtage hjælpen i henholdt til et servicebevis, der omfatter den hjælp man er visiteret til. Man har ikke ret til et servicebevis.
Kommunen beslutter, hvilke ydelser der indgår i servicebeviset og kan vælge at tilbyde servicebevis indenfor alle ydelser, der indgår i kommunens serviceniveau, herunder også ydelser, der ydes udenfor hjemmet, f.eks indkøb.
Med et servicebevis kan modtageren selv ansætte en person eller indgå aftale med en virksomhed om at udføre den visiterede hjælp. Modtageren bliver som udgangspunkt arbejdsgiver for den eller de hjælpere, der skal udføre hjælpen. Modtageren kan dog overdrage retten til ansættelse til en nærtstående, en organisation eller en privat virksomhed, der så er arbejdsgiver for den ansatte.
Uanset hvem der vælges til at udføre opgaven, er der ikke kontante midler mellem modtageren og udføreren af hjælpen, men kun mellem udføreren af hjælpen og kommunen.
Kommunen har pligt til at vejlede om de retlige konsekvenser, der er forbundet med servicebevisordningen. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på at modtagere, der ansætter en person er underlagt arbejdsgiveransvar og pligt til at følge ansættelses- og arbejdsmiljøretlige regler. Herunder bl.a. at udarbejde ansættelsesbevis, samt ansvar for evt. uberettiget fyring af den ansatte.
Kommunen skal mindst én gang årligt beregne servicebevisets værdi med udgangspunkt i de fritvalgspriser, der skal offentliggøres på fritvalgsbasen.
Man kan ikke klage over, at kommunen generelt ikke udsteder servicebevis, men har en modtager boende i en kommune, hvor man udsteder servicebevis, fået afslag på sin anmodning om at få hjælp i form af et servicebevis, kan man klage over afslaget. Se afsnit om klagevejledning i sociale sager.
