Høreapparater

Offentlig høreapparatbehandling, som er gratis, kan foregå på sygehusets høreklinik eller audiologiske afdeling, eller hos en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, hvis regionen har dette tilbud.

 

Privat høreapparatbehandling, med offentligt tilskud fra kommunen, kan kun foregå hos godkendte private forhandlere, der sælger høreapparater.

 
Hvis en person over 18 år vælger behandling hos en anden godkendt, privat høreapparatforhandler end den kommunen anviser, kan der ydes tilskud på indtil 5.607 kr. pr. høreapparat inkl. moms. Det forudsætter, at der foreligger en henvisning til høreapparatbehandling fra en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, og at kommunen har givet en bevilling til anskaffelse af høreapparat. 

    
Tilskuddet dækker, sammen med evt. egenbetaling, høreprøve, høreapparat, tilpasning, afprøvning, service og garanti og kan ikke udgøre mere end de faktiske udgifter.
    
Der kan tidligst ydes støtte til nyt høreapparat, når det eksisterende er fire år gammelt. Kun i særlige tilfælde kan udskiftning komme på tale før der er forløbet fire år. Vedligeholdelse og batterier er gratis, uanset om høreapparatet er anskaffet i offentligt regi eller hos en godkendt privat høreapparatforhandler.
    
I de tilfælde, hvor ansøger vælger at få høreapparatbehandlingen gratis i det offentlige system, vil høreapparatet være det offentliges ejendom. Høreapparatet skal derfor tilbageleveres, når det ikke længere er i brug.

 

Høreapparatet vil derimod være ansøgers eget, hvis man har valgt den private løsning med tilskud. Evt. klage skal her indgives til forbrugerklagenævnet. Se rådgivning- og klagenøgle.

    
Priserne på høreapparater varierer fra omkring 5.607 kr. til 15.000 kr. pr. høreapparat. Nogle får høreapparatet uden  egenbetaling, for andre er der en egenbetaling ved valg af privat leverandør.

 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686