Opret et testamente

Alle, som er gift eller fyldt 18 år og er ved sin fornufts fulde brug, kan oprette et testamente. Men der er nogle formelle regler, du skal følge, hvis testamentet skal være juridisk bindende og dermed virke efter hensigten. Derfor anbefaler vi, at du får en advokat til at hjælpe dig med at oprette testamentet og, at du underskriver testamentet hos notaren. Derved sikrer du dig, at testamentet opfylder loven og dine hensigter – og at det kommer frem, når du dør.

Det er specielt en god idé at oprette testamente, hvis:

    • du ikke er gift, men ønsker at sikre din samlever
    • du har børn fra tidligere forhold
    • du ønsker, at arven fra dig skal være en form for særeje
    • du er enebarn, ugift og barnløs og vil undgå, at arven tilfalder statskassen som ”herreløst gods”
    • du ønsker at betænke svigerbørn, fraskilt ægtefælle, fætre, kusiner eller andre
    • du ønsker, at bestemte personer eller foreninger skal arve et beløb
    • du har ønsker om, hvordan dit dødsbo skal behandles
    • du ønsker en anden fordeling end den, der følger af arveloven
    • du ønsker at begrænse dine børns arv til 1.140.000 kr. (2012).

Få overblik
Før du opretter testamente, bør du danne dig overblik over din formue, din gæld, dine familieforhold, hvem du ønsker skal arve - samt eventuelt, hvad og hvor meget, de skal arve. Du kan eventuelt bruge afklaringsprogrammet på "Mit testamente" via www.aeldresagen.dk.

MitTestamente

Er du gift eller samlevende, bør du tale med din ægtefælle eller samlevende om dine overvejelser, selv om det kan være svært at tænke på, hvad der skal ske, når en af jer dør.
 
Familieforhold
Hvad siger arveloven: Hvem arver dig, når du dør? Skriv en liste med navne og adresser på dine arvinger ifølge loven, eller brug ovennævnte afklaringspogram. Er du tilfreds med fordelingen?
 
Har du tvangsarvinger, dvs. ægtefælle, børn, børnebørn eller oldebørn, skal de arve en fjerdedel af det, du måtte efterlade dig. De resterende tre fjerdedele kan du selv råde over og dermed testamentere til hvem og til hvad, du måtte ønske.
 
Udvidet samlevertestamente
Hvis man i de sidste to år har levet sammen i et ægteskabslignende forhold, eller hvis man har, har haft eller venter fælles barn, er det muligt fra 01.01.2008 at bestemme ved et fællestestamente, at den længstlevende helt eller delvis skal arve og arve, som var man ægtefæller med fuldstændigt særeje. Det giver den længstlevende ret til forlods at udtage aktiver svarende til en ægtefælles rettigheder, ligesom den længstlevende samlever kan foretage ægtefælleudlæg.
 
Hvordan ønsker du arven fordelt?
Skriv en komplet liste over, hvem du ønsker skal arve hvad. Husk navn og adresse på alle, også på venner og foreninger. Overvej, om arven skal være særeje for en eller flere af modtagerne - eller hvem der skal arve i stedet, hvis en af de tiltænkte modtagere ikke overlever dig. Brug eventuelt testamentsprogrammet "Mit testamente".
 
Hvordan er dine formueforhold?
Har du oprettet testamente før? Sidder du i uskiftet bo? Har du tidligere været gift? Har du børn fra tidligere forhold? Hvilken formueordning har du i ægteskabet? Skal den ændres? Brug eventuelt skemaerne her til at gøre din formue op.
 
Hvilke aktiver har du?
Dine aktiver                                                           Værdi i kroner

Hus - forventet salgsværdi
(eller den offentlige ejendomsværdi)
Depositum i lejebolig
Bil
Kontanter
Obligationer og aktier
Møbler
Andet indbo
Smykker
Kunstgenstande
Tøj
Andre ting af værdi
Livsforsikring
Opsparingsordning
Aktiver i alt

 
Hvilke økonomiske forpligtelser har du?
Dine passiver                                                        Værdi i kroner

Lån i bolig
Banklån
Afbetalingsgæld
Skyldig skat
Kassekredit
Evt. forventede udgifter til at
sætte lejeboligen i stand
Passiver i alt
 
Din samlede formue
Værdi i kroner
Aktiver i alt
- Passiver i alt                                                                                         
Formue i alt
 
Kontakt en advokat
Det anbefales, at du kontakter en advokat, hvis du ønsker at oprette testamente. På den måde er du helt sikker på, at testamentet er juridisk holdbart og, at der ikke senere kan opstå tvivl om dine ønsker. Der er ikke nogen fast pris på at få oprettet et testamente hos en advokat. Det kommer blandt andet an på, hvor meget tid advokaten skal bruge, og her kan du spare ved at forberede dig godt. Når advokaten har fået overblik over din situation, kan du få en pris på, hvad det cirka vil koste. Kontakt eventuelt et par advokater og få deres pris.
  

Offentlig retshjælp

Afhængig af din økonomi kan du i visse tilfælde få tilskud til advokatudgifterne fra det offentlige. Advokaten kender reglerne og hjælper dig gerne. Men det er ikke alle advokater, som udfører arbejde efter reglerne om offentlig retshjælp, så spørg på forhånd, om det er tilfældet.

 
Elektronisk testamente
Hvis du har adgang til internettet og er medlem af Ældre Sagen, har du mulighed for gennem www.aeldresagen.dk /Mit testamente at finde oplysninger om arveforhold og om oprettelse af testamente, ligesom du har mulighed for at indtaste oplysninger om dine forhold og ønsker til arveforholdene efter dig. Endelig kan du bestille testamente til en fast og favorabel medlemspris. Du kan også kontakte Ældre Sagens Rådgivning for nærmere orientering om oprettelse af testamente.
  

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686