Erstatningsansvarsloven indeholder regler om personskade herunder godtgørelsesregler. Der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne samt for afholdte og fremtidige helbredelsesudgifter. Der kan endvidere dækkes krav om godtgørelse for svie og smerte og varigt mén.
Desuden kan der gives erstatning for tab af forsørger til ægtefælle/samlever og børn.
Erstatning for erhvervsevnetab udbetales som et skattefrit engangsbeløb, hvis erhvervsevnetabet er under 50 %, og som indkomstskattepligtige løbende ydelser, hvis tabet er over 50 %. I dette tilfælde kan man dog anmode om, at beløbet op til de 50 % udbetales som et (skattefrit) engangsbeløb, mens den overskydende del udbetales som (skattepligtige) løbende ydelser.
Efterbetaling af en løbende ydelse er altid skattepligtig, selvom udbetalingen har karakter af et engangsbeløb.
Méngodtgørelse udbetales altid som et (skattefrit) engangsbeløb.
Hvis der er tale om en personskade, der ikke er helt ubetydelig, kan der også kræves dækning af advokatomkostninger til bistand over for modpartens ansvarsforsikring. I praksis betaler forsikringsselskaberne advokatbistand efter standardiserede takster, og der kan blive tale om en vis egenbetaling.
Advokaterne skal nu på forhånd oplyse, hvordan deres salærer beregnes, og de kan normalt ikke kræve betaling ud over det, der dækkes af modpartens forsikring, hvis det ikke er aftalt i forvejen.
Er skaden en arbejdsskade, findes reglerne i lov om arbejdsskadesikring. En vejledning herom findes på www.ask.dk.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Ulykken vil ofte medføre, at man ikke kan passe sit arbejde fra skadens indtræden. Indtægtstabet kan forholdsvis let opgøres, hvis skadelidte er lønmodtager. Arbejdsgiveren vil kunne oplyse, hvad skadelidte kunne have forventet at tjene under fraværet. Derfra trækkes, hvad der eventuelt er modtaget i sygeløn, dagpenge og visse typer forsikringsydelser.
Det kan være vanskeligere, når skadelidte er selvstændig erhvervsdrivende. Erstatningen må eventuelt afgøres ved et skøn, hvor man må gå ud fra virksomhedens resultat de senere år.
Den skadelidte har pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne, f.eks. ved at deltage i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, der tilbydes i henhold til lovgivningen.
Erhvervsevnetab
Ulykken kan have medført, at skadelidte ikke længere kan arbejde i samme omfang som før tilskadekomsten. Der skal da betales erstatning for tab af erhvervsevne ud fra et økonomisk synspunkt. Dette må ikke forveksles med godtgørelse for varigt mén, der er medicinsk betinget.
Ved beregning af erhvervsevnetabserstatningen benyttes skadelidtes årsløn i året før skaden og erhvervsevnetabsprocenten (den forventede årlige indtægtsnedgang, efter at helbredstilstanden er blevet stationær). Årslønnen ganges med 10 og herefter med erhvervsevnetabsprocenten. Ud over den kontante løn kan indgå forskellige løngoder som f.eks. fri bil eller telefon.
Er skadelidte selvstændig erhvervsdrivende, fastsættes årslønnen ved et skøn over indtægtsmulighederne. Vejledende kan ved mindre virksomheder bruges de seneste tre års gennemsnitsindtægt ved eget arbejde.
I forbindelse med lidt større virksomheder, hvor disse vil kunne drives videre uden ændring i indtægten, er denne metode ikke anvendelig. Her må skønnet snarere baseres på, om det har været nødvendigt at afholde udgifter til antagelse af yderligere bistand og lignende.
Både for lønmodtagere og selvstændige har loven sat en øvre grænse for erstatningens størrelse. Denne grænse reguleres med mellemrum. Man skal endvidere være opmærksom på, at der sædvanligvis ikke kan antages erhvervsevnetab for alderspensionister. Derimod kan skadelidte på helbredsbetinget førtidspension få erstatning for erhvervsevnetab, hvis vedkommende for eksempel passer hus og hjem for ægtefællen.
Ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten ses der på den forventede årsløn med og uden skaden for at finde frem til den skønnede fremtidige indtægtsnedgang. En sådan fremtidsberegning er naturligvis behæftet med usikkerhed. Hvordan er den fremtidige lønudvikling i samfundet og for den pågældende med og uden skaden i resten af pågældendes erhvervsaktive levetid? Hvordan er mulighederne for at skaffe et arbejde, der tager hensyn til helbredstilstanden?
Mindre tab erstattes ikke. Loven har derfor fastsat, at der ikke ydes erhvervsevnetabserstatning, når erhvervsevnetabet er mindre end 15%. Både skadevolder og skadelidte kan indhente en udtalelse i Arbejdsskadestyrelsen om erhvervsevnetabsprocenten. Udtalelsen er vejledende. Man kan derfor ikke være sikker på, at udtalelsen uden videre lægges til grund i en strid om erstatningen. Udtalelsen koster (for 2012) 9.500 kr. og vil normalt være dækket af en skadevolders eventuelle ansvarsforsikring.
Nedsættelse af erstatningen på grund af alder sker med 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2% for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved skadens indtræden. Erstatningen nedsættes ikke yderligere efter det fyldte 69. år, hvor den udgør 45 %.
For hjemmegående må erstatningen beregnes på en anden måde, da disse jo ikke oppebærer egentlig løn. Der må her udøves et skøn over, i hvilket omfang arbejdet i hjemmet bliver nedsat, og der må skønnes over værdien af arbejdet. Også her gælder reglen om nedsættelse på grund af alder.
Var skadelidte forsørger og er død som følge af ulykken, kan afdødes ægtefælle/samlever og børn blive berettiget til erstatning for tab af forsørger. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever kan udgøre 30% af den erhvervsevnetabserstatning, som afdøde ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevne.
Nedsættelse på grund af den afdøde forsørgers alder sker på samme måde som ved beregning af nedsættelse af erhvervsevnetabserstatning på grund af alder.
Ud over forsørgertabserstatning vil der ved dødsfald udbetales et overgangsbeløb til en efterladt ægtefælle eller samlever. Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan beløbet efter omstændighederne udbetales til anden efterladt person, f.eks. større hjemmeboende barn eller søskende, som havde fælles bolig og husholdning med den afdøde. Overgangsbeløbet ydes som kompensation for de uforudsete udgifter, der er forbundet med en ægtefælle eller samlevers død, f.eks. begravelsesudgifter, flytteudgifter mv.
Svie og smerte mv.
Ud over regler om erstatning for det økonomiske tab er der også regler om godtgørelse for den fysiske lidelse som følge af ulykken: godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén (se nedenfor).
Godtgørelsen for svie og smerte udgør 180 kr. (2012) for hver dag, den skadelidte er syg, uanset hvornår helbredstilstanden er stationær. Kriteriet „syg“ er opfyldt, hvis skadelidte er sygemeldt og modtager behandling, enten ved læge eller f.eks. ved genoptræning. Sygdommen skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring. I særlige tilfælde kan godtgørelsen ydes, selvom skadelidte ikke er syg.
Godtgørelse for svie og smerte kan ikke overstige 69.000 kr. (2012).
Varigt mén
Har ulykken medført varige ulemper i den daglige livsførelse, gives godtgørelse for varigt mén. For méngrader under 5% gives ingen godtgørelse.
Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet en tabel over méngrader i forbindelse med en række typiske skadestilfælde. Tabellen er vejledende, hvilket vil sige, at domstolene kan fastsætte en anden méngrad. I praksis vil domstolene dog kun ændre en méngradsvurdering foretaget af Arbejdsskadestyrelsen, såfremt der er tale om en åbenbar fejl. Se om tabellen på www.ask.dk.
Fastsættelsen af méngraden skal ske, når det er muligt at bedømme skadelidtes varige mén. I praksis vil dette være det tidpunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive yderligere forbedret.
Godtgørelsen nedsættes med 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år, hvor den udgør 60 %.
