A-kasse skal give tilladelse til at man arbejder i selvstændig virksomhed i efterlønsperioden. Når tilladelsen foreligger, kan arbejdet udføres i det tilladte omfang mod fradrag i efterlønnen.
Det er vigtigt, at man søger A-kassen om tilladelsen inden videreførelse eller påbegyndelsen af selvstændig virksomhed. For sen ansøgning kan bevirke, at overgangen til efterløn forsinkes eller, at retten til efterløn fortabes.
For at have ret til efterlønsbevis og efterløn, skal den erhvervsdrivende dokumentere, at den selvstændige virksomhed har været drevet i så ”væsentligt omfang”, at det kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid, dvs. mindst 30 timer ugentligt i mindst 52 uger inden for de seneste 3 regnskabsår.
Udover oplysningerne om arbejdstiden i virksomheden, bliver der ved vurderingen af ”væsentligt omfang” lagt vægt på, om der har været en omsætning, der afspejler det oplyste om aktivitetsniveauet. Der skal altså være en indtjening, der står i et rimeligt forhold til arbejdstiden. Der er ingen faste eller vejledende grænser for hvor stor omsætningen skal være – det beror på en konkret vurdering af virksomhedens branche, arbejdsopgavernes karakter, åbningstider, sædvanlige priser m.m. A-kassen bør kontaktes før man træffer vigtige dispositioner.
Selvstændige, der ønsker at overgå til efterløn på fuld tid, skal dokumentere, at virksomheden er lukket, overdraget til andre eller, at man selv er udtrådt og arbejdsfunktionen er overtaget af fremmed arbejdskraft.
Hvis den selvstændige ikke ønsker at ophøre helt med virksomheden, kræver det a-kassens tilladelse at fortsætte med virksomheden i mindre omfang i efterlønsperioden.
Der er 3 muligheder for drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden. Hvis virksomheden tidligere har været ens hovedbeskæftigelse kan man søge tilladelse til:
- selvstændig virksomhed med et fast timetal på 18,5 timer ugentligt eller
- selvstændig virksomhed med op til 962 timer pr. år. Nedre og øvre grænser for dækningsbidrag i 2012 93.156 kr./186.314 kr.
Desuden er der mulighed for at søge tilladelse til at videreføre eller påbegynde:
- selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse op til 400 timer årligt med et årligt dækningsbidrag i 2012 på maksimalt 71.375 kr.
Medhjælpende ægtefæller skal, ved overgang til efterløn, opfylde de samme regler som selvstændige, der driver hovedbeskæftigelse. Det kan betyde, at virksomheden skal være endeligt ophørt for at opnå ret til efterløn.
Da reglerne er indviklede, tilrådes det i alle tilfælde, at kontakte a-kassen i god tid før påtænkt overgang til efterløn.