Boligsikring er en boligstøtte, der ydes til ikke-pensionister og til førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension efter reglerne, der trådte i kraft den 1. januar 2003.
Grundlæggende betingelser
- Boligsikring kan som udgangspunkt kun gives til lejere
- der kan som udgangspunkt kun ydes boligsikring til lejligheder med eget køkken
- for at få boligsikring skal lejeren indsende en ansøgning til kommunen
- der ydes boligsikring fra den 1. i måneden efter, at ansøgningen er indgivet
- ved indflytning ydes dog boligsikring fra indflytningsdagen, hvis ansøgningen indgives inden en måned
- boligsikring beregnes ud fra husstandens indkomst og formue, antal børn, huslejens størrelse og lejlighedens størrelse
- særlige regler gælder for førtidspensionister, for stærkt bevægelseshæmmede og for beboere i kollektive bofællesskaber.
Personlig indkomst
- løn (fratrukket arbejdsmarkedsbidrag og indbetalinger til fradragsberettigede pensionsordninger)
- uddannelsesstøtte
- arbejdsløshedsdagpenge
- sygedagpenge
- kontanthjælp
- honorarer
- indtægt ved selvstændig virksomhed
- børns indtægter over 18.100 kr. årligt i 2010 medregnes
- positiv kapitalindkomst (renteindtægter efter fradrag af renteudgifter)
- aktieindkomst bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr.
Husleje
Boligsikring beregnes som udgangspunkt af den leje, der betales for boligen. Der ydes ikke boligsikring til udgifter, der betales ved siden af lejen, f.eks. varme- eller antennebidrag.
Huslejen skal dog forhøjes med særlige beløb pr. m2, hvis:
- lejeren betaler for vandforbrug ud over lejen
- lejeren har pligt til at vedligeholde lejligheden helt eller delvist
- lejligheden opvarmes fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg (fjernvarme, naturgas m.v.)
- lejligheden opvarmes udelukkende med el eller gas, og den fulde varmeudgift betales udover lejen
- Hvis huslejen er væsentlig højere end, hvad der normalt betales for tilsvarende lejligheder, kan kommunen nedsætte boligsikringen til et lavere beløb
- Kommunen kan også indbringe lejens størrelse for huslejenævnet.
Boligens størrelse
Boligsikring gives kun til et vist antal kvadratmeter. Er lejligheden større, indgår kun en del af huslejen i beregningen. Arealet opgøres som bruttoetagearealet, adgangsarealer som trappeopgange mv.
For den 1. person i husstanden medregnes 65 m2, for hver følgende person medregnes 20 m².
Bor to personer eksempelvis i en lejlighed på 100 m², medregnes kun 85/100 af huslejen, når boligsikringen skal beregnes.
Beregning af boligsikring
Boligsikring beregnes som forskellen mellem en andel af lejen og en andel af indkomsten. Huslejeandelen er 60% af lejen. Indkomstandelen udgør 18% af husstandens indkomst over 128.800 kr.
Hvis der er børn i husstanden, forøges beløbet på 128.800 kr. med 33.900 kr. for hvert barn fra det 2. til det 4. barn. Er der kun ét barn i husstanden, forøges indkomstgrænsen ikke.
En boligsikringsmodtager skal dog altid selv betale en husleje på mindst 21.700 kr. årligt.
Er der ikke børn under 18 år i husstanden, kan boligsikringen, uanset indkomst, ikke være højere end 15% af huslejen.
Der gives boligsikring til en årlig husleje på op til 72.300 kr. Dette maksimum forhøjes med 5% for hvert barn i husstanden op til 4 børn (20%).
En enkelt husstand kan højst modtage 38.124 kr. i boligsikring på et år eller 3.177 kr. pr. måned.
Boligsikring under 2.796 kr. for et år eller 233 kr. pr. måned udbetales ikke.
|
Eksempel – husstand bestående af en voksen Husstandens årsindkomst Årlig leje (inkl. evt. tillæg) Indkomst over 128.800 kr. (200.000 kr. – 128.800 kr.) Huslejeandel: 60% af 50.000 kr. Indkomstandel 18% af 71.200 kr. |
200.000 kr. 50.000 kr. 71.200 kr. 30.000 kr. 12.816 kr. |
|
Årlig boligsikring er (30.000– 12.816 kr.)
Egenbetalingen skal være mindst
I husstande uden børn kan boligsikringen ikke overstige 15% af huslejen, dvs. 50.000 kr. x 15% = Boligsikring pr. år Boligsikring pr. måned (7.500 kr.:12) |
17.184 kr.
21.700 kr.
7.500 kr.
7.500 kr. 625 kr. |
På www.borger.dk kan man vejledende beregne boligsikring.
Særregler for førtidspensionister og stærkt bevægelseshæmmede
- Der kan også ydes boligsikring til ejer og andelsboliger. Boligsikringen ydes i disse tilfælde som lån og boligsikringen kan overstige 15% af lejen selv om der ikke er børn i husstanden
- for stærkt bevægelseshæmmede, der bor i en egnet bolig gælder herudover, at arealgrænsen på 65 m2 forøges med 10 m2.
- maksimum for leje og boligsikring forhøjes med 50%.
Udbetaling og administration
Kommunen foretager beregning og udbetaling af boligsikring.
Boligsikring kan udbetales enten til lejeren eller direkte til udlejeren. Udbetaling til udlejeren kan især være praktisk når der er tale om større udlejningsejendomme.
Hvis boligsikringen udbetales direkte til udlejeren bør det være kommunen, der har ansvaret for automatisk at medtage ændringer af betydning for beregning af boligsikring.
Oplysningspligt, omregning og tilbagebetaling
Boligsikring gives som tilskud. Det vil sige, at boligsikringen ikke skal betales tilbage, medmindre den har været beregnet på et forkert grundlag. Boligsikringen omregnes i løbet af året ved ændret husleje, ændret husstandssammensætning eller væsentlige indkomstændringer.
Boligsikringsmodtageren har derfor pligt til at oplyse kommunen, hvis der i løbet af året sker ændringer i husstandens forhold, der har betydning for boligsikringens størrelse.
Viser det sig efter kalenderårets udløb, at der har været ændringer i husstandens forhold, som boligsikringsmodtageren ikke har oplyst om, kan det betyde, at for meget udbetalt boligsikring skal tilbagebetales.
Der skal altid tilbagebetales, hvis indkomsten er steget mindst 21.700 kr., og indkomststigningen ikke fuldt ud er oplyst til kommunen. Der kan dog kun ske tilbagebetaling for perioder, hvor boligsikringsmodtageren kendte til indkomststigningen.
Alle voksne husstandsmedlemmer hæfter for tilbagebetalingen.