Jobcentret og den ledige

 

Jobcentret har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen.

Beskæftigelsessystemet består af et enstrenget kommunalt system med en stærk statstlig styring.

Kommunerne har overtaget udgifterne til dagpenge og udgifter til aktivering af de forsikrede ledige.

  

Jobplan

Jobcentret har ansvaret for at der bliver udarbejdet en skriftlig aftale mellem de ledige tilmeldte og jobcentret. Planen beskriver de aktiviteter, der kan medvirke til at den ledige hurtigt kommer i arbejde.

 

Aftalen i jobplanen indeholder i hovedtræk: 

  • den lediges beskæftigelsesmål
  • tilbud der kan føre frem til målet
  • ansvaret for tilmelding til uddannelse m.v.
  • hvor og hvornår tilskud skal påbegyndes
  • ansvar for opfølgning.

Vejledning og opkvalificering

Jobcentret kan give ledige tilbud om vejledning og opkvalificering. Det kan være afklaringsforløb, særlige projekter eller ordinære uddannelsesforløb.

 

Formålet er at afdække eller udvikle faglige, sociale eller sproglige kompetencer, der gør det nemmere at få et job.

 

Aktivering

Formålet med aktivering er at forbedre den lediges muligheder for at komme i arbejde som beskrevet i jobplanen.

 

Den arbejdsløse har pligt og ret til aktivering senest efter et års ledighed, for ledige over 60 allerede efter seks måneder.

 

Der er tre former for aktivering: 

  • virksomhedspraktik
  • job med løntilskud
  • kurser og efteruddannelse.

Jobcentret eller a-kasen kan oplyse mere præcist om ydelser under aktivering. Aktivering foregår enten med løn eller på dagpenge. 

 

Særlig løntilskudsordning for over 55-årige og seniorjobs

Personer over 55 år, som har modtaget dagpenge, introduktionsydelse, kontanthjælp eller starthjælp i 12 sammenhængende måneder, har mulighed for tilbud om ansættelse med løntilskud i private virksomheder.

 

Ledige der blev berørt af regelændringerne for personer over 55 år pr. 1. januar 2008, hvor blandt andet den forlængede dagpengeret blev afskaffet, har ret til at få tilbudt et seniorjob.

 

Se afsnit Fleksydelse - og andre jobs på særlige vilkår

 

Uddannelsesydelse og 6 ugers selvvalgt uddannelse

Ledige over 25 år har som udgangspunkt ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse indenfor de første 9 måneder.

 

Mentorordning

En mentor er en nuværende medarbejder, som varetager arbejdet med at introducere, vejlede eller oplære en ny medarbejder/tilbudsmodtager i jobbet, hvis der er behov for mere introduktion end normalt.

 

Det kan være svært for mindre virksomheder, at afse en medarbejder til mentorrollen. Derfor kan mindre virksomheder med op til ca. ti ansatte, samt uddannelsesinstitutioner, anvende en ekstern konsulent til mentorfunktionen.

For at få tilknyttet en mentor skal man være enten være

  • dagpengemodtager
  • kontant- eller starthjælpsmodtager
  • revalidend, herunder sygedagpengemodtager i forrevalidering
  • ansat i fleksjob,
  • førtidspensionist
  • nyuddannet med handicap, som har en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, og som deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller får ansættelse uden løntilskud.

Jobcentrene kan oplyse nærmere om mulighederne.  

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

 

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686