I forrige uge havde jeg fornøjelsen at holde foredrag på Stadsbiblioteket i Lyngby om min bog. Til en fyldt og helt stille sal fortalte jeg min private historie.
Efter mit foredrag kom en jævnaldrende kvinde hen til mig. Med tårer i øjnene sagde hun: Det er så svært at være pårørende, og jeg synes ikke, der er hjælp at hente.
Sådan føles det i perioder, og hjælpen kan være svær at få øje på. Derfor er det så vigtigt at tale om følelserne, afmagten, vreden og smerten. Når vi pårørende sætter ord på vores tanker og oplevelser, er vi med til at sætte fokus på at være pårørende.
Ord giver håb om at netværk, forskning, viden og meget mere vil blomstre til gavn for os og for vores demente.
Fortæl din historie – det hjælper!
Og så til slut et spørgsmål: Har du talt om at være pårørende til en dement i dag?