Min mor og jeg sidder og kigger på indholdet af en af hendes chatolskuffer. Hun vil gerne rydde op, og måske kan jeg hjælpe med at bringe eventuelt affald ned. Der er rødvin i glasset,  og den humoristiske sans er med som gæst.

 

Vi snakker om dengang, hun lige var blevet skilt. Dengang vi sad sammen – som nu – og lyttede til musik, mens vi hver især svømmede hen i egne tanker. Det var en melodi med Jomfru Ane Band – vistnok fra et teaterstykke – og omkvædet var: ”Bli'r det sådan, fordi man er gift?” Pludselig oplod min mor en dyb røst og sagde ud i rummet: ”Gu' gør det da så.” Jeg drejede hovedet forbavset og kiggede på hende, og pludselig stak vi begge to i en befriende latter. Et rigtig godt fnis.

Da vi nu denne kolde januardag i 2010 mindes de gamle dage, bliver erindringen om fniset bragt så meget til verden, at vi må fnise igen.

Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, anbefaler jeg at lokke humoren frem. Snak lidt om gamle positive oplevelser. Fnis med din mor!

På vej over fodgængerovergangen så jeg ud af øjenkrogen, at en ung kvinde var standset på midten. Hun stod foroverbøjet og trak vejret med besvær. Jeg bar hendes to indkøbsposer over til bussen, og hun fortalte hæst, at hun havde KOL.

Jeg spekulerede over, om jeg mon havde opdaget hende, hvis jeg ikke lige var kommet fra min mor og havde kendskab til sygdommen?

"Og nu har du gjort dagens gode gerning, hvad?" sagde hun med et lille smil, der virkede lidt forkert. Det lød nærmest bittert, og jeg fik et øjeblik en følelse af at have forkerte motiver. Jeg følte mig magtesløs og syntes, min hjælp virkede som en dråbe i havet.

Jeg hjælper gerne andre og opfatter ikke mig selv som helgen eller velgører af den grund. Men ganske enkelt som et medmenneske. Det er et faktum, at jeg får det bedre af at hjælpe end at lade andre i stikken. Men måske er det allerede ved at blive betragtet som unormalt her i vores "klar-dig-selv"-samfund?

Uanset afmagtsfølelse og mistro vil jeg fortsætte med at hjælpe dér, hvor det er muligt. For det betyder noget for mig at gøre en forskel.

Min mor på 78 år har KOL. En om sig gribende lungesygdom, som giver åndenød, pibende vejrtrækning og kraftig hoste.

 

En god vejrtrækning er en vigtig forudsætning for sundhed. Herved får vi den ilt, der er nødvendig for at holde vores livsprocesser i gang, og det giver os den energi og livsglæde, vi har behov for. Mere ilt skaber en kraftigere forbrænding og producerer mere energi.

 

Min mor får ikke ilt nok. Så hun kan ikke gennemføre de selvfølgelige opgaver, der hører med til et almindeligt menneskeliv, uden at miste pusten. Hun klarer nok at stå op, gå på toilettet, børste tænder, gå i køkkenet og brygge kaffe osv. Det går bare langsommere end før. Men når det gælder tøjvask, indkøb og brusebad med hårvask, må hun vælge.

 

Og så må hun flittigt se vejrudsigten. Lige nu ligger sneen over landet, og luften er kold og klar. Et godt vejr at trække sit vejr i. Men når tågen lægger sig over landet, har en KOL-patient det svært.

 

Da jeg forleden var forbi med nogle indkøbsvarer, havde hun måttet bestemme sig til at blive i lænestolen hele dagen, og fjernsynet havde ændret formen på hendes øjne. Tågen hang insisterende som en tung dyne over byen, og hun fortalte, at hun dagen før havde været ude efter brød. Det gør hun aldrig mere, siger hun. Men nu håber hun på at kunne gå i bad i morgen.

 

På vejen hjem mødte jeg nok en KOL-patient. En meget yngre én. Men nærmere om det næste gang.