1.
En svækket hukommelse, som er indtrådt for nylig og som fx har indflydelse på ens færdigheder på arbejdspladsen.
Men det er samtidig helt normalt en gang imellem at glemme opgaver, kollegers telefonnumre og så komme i tanke om dem senere. Mennesker med demens glemmer oftere ting og kommer ikke i tanke om dem senere.
2.
Besvær med at udføre ellers velkendte opgaver.
Fortravlede personer kan fx glemme, at de havde kogt gulerødder til middagsmaden, således at de først efter måltidet ser gryden på komfuret. Mennesker med demens kan tilberede et måltid, og så både glemme at servere det, og at de har tilberedt det.
3.
Sprogproblemer.
Alle kan have problemer med lige at finde det rigtige ord. Men demente kan totalt glemme også helt enkle ord, og så erstatte dem med andre ord, således at det, de siger, bliver uforståeligt.
4.
Desorientering i forhold til tid og sted.
Det er fx helt normalt ikke at kunne huske hvilken dag eller dato, det er, eller hvad man skulle hente i køkkenet. Men en person med demens kan fare vild på sin egen gade eller vej, og ikke vide, hvad de laver der, eller hvordan de kommer hjem.
5.
Dårlig eller nedsat dømmekraft.
Man kan blive så opslugt af en aktivitet, at man fx midlertidigt glemmer, at man samtidig er babysitter. Men mennesker med demens kan helt glemme, at der overhovedet er et barn til stede – og hvis barnet er. De kan også klæde sig helt forkert på med vintertøj om sommeren og f.eks. tage flere huer oven på hinanden.
6.
Problemer med at tænke abstrakt.
Vi kender alle til, at det kan være svært at få kontoudtoget til at stemme med kvitteringerne. Men et menneske med demens kan helt glemme tallene, og hvad man kan bruge dem til.
7.
Forlægge ting.
Vi kender alle til at forlægge briller og nøgler. Men en dement kan komme til at lægge strygejernet i fryseren og sætte sukkerskålen i skabet med rengøringsmidler.
8.
Forandringer i humør og adfærd.
Alle kan blive kede af det og til tider have humørsvingninger. Hos demente kan humørsvingningerne komme helt pludseligt, næsten fra sekund til sekund – og helt uden grund.
9.
Ændringer i personligheden.
At man ændrer personlighed med alderen er ikke ualmindeligt. Men en person med demens kan ændre sig drastisk og fx blive meget forvirret og mistænksom.
10.
Mangel på initiativ.
Vi bliver alle ind i mellem træt af vores arbejde, hvad enten det foregår i eller uden for hjemmet. Men de fleste mennesker genvinder deres initiativ og virkelyst. En person med demens kan blive ret passiv, og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang.
(Kilde: Alzheimerforeningen)