Vi ved alle, at den ene part i et ægteskab vil dø først. Man kunne tro, at vi kunne forberede os følelsesmæssigt på det tab, den ene af parterne vil komme til at stå i. Måske er den ene part død af en livstruende sygdom, hvor døden var forventelig, og der var derfor tid til at vænne sig til tanken.
For de fleste kommer tabet af en nær og elsket pårørende eller ægtefælles som en følelsesmæssigt tab af ukendte dimensioner. Alt bliver anderledes, tilværelsen skal omformuleres - og det på et sent tidspunkt af livet.
For mennesker, der bliver meget gamle, sker der tilmed det, at de risikerer at blive de sidste af en generation i familien samt i venne- og bekendtskabskredsen. Det betyder, at der ikke længere er nogle som man kan mindes tidligere tiders oplevelser og værdier sammen med. Ingen at lege "kan-du-huske" med.
Livet efter tabet
Adskillige psykologer har formuleret teorier, om hvordan man bedst lever livet videre efter at have mistet en af sine kære. Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick skriver i deres bog ”Den Nødvendige Smerte” (Gyldendals Forlag) at der er 4 opgaver, man kan ”løse” for at genfinde sig selv og måske endda komme styrket ud af sorgen. Det kræver både energi og mod for tiden læger nemlig ikke alle sår.
De 4 opgaver er:
- At erkende tabet
- At mærke sorgens følelser, gråden og måske også vreden.
- At tilegne sig nye færdigheder og begynde at bruge sit netværk på en ny måde
- At få sagt det endelige farvel og begynde at involvere sig følelsesmæssigt i andre igen.
Nu er det ikke ligesom en madopskrift, som man skal følge slavisk for at komme til et godt resultat. Vi er forskellige som mennesker – jo ældre vi bliver – jo mere forskellige bliver vi. Så derfor vil vi også have forskellige måder at bearbejde vores sorg på. Men ét er sikkert, det er gavnligt at have nogen at tale med – meget gerne hurtigt efter at man har oplevet et stort tab. At kunne genfortælle hvad der skete og hvad man føler igen og igen. Derved mindskes risikoen for at udvikle en depression og måske også for at få tanker om at tage sit eget liv.
Svært at tale om
I vores danske kultur er vi ikke særlig gode til at tale om sorg og død. Mange der har mistet en ægtefælle har oplevet at blive usynlig for andre mennesker, som de tidligere talte med. De går måske over på det andet fortov og kigger den anden vej. Ikke for at være onde, men fordi de ikke længere ved, hvad de skal sige. De føler sig usikre og er måske bange for, at den der har mistet enten ikke vil tale om det eller vil bryde sammen. Det er ikke altid, det er nok at have familie at tale med. Nogle mennesker vil gerne skåne deres familie, og familien er måske ramt af den samme sorg og har sine egne sår at pleje.
Hvis du har behov for at tale med nogen kan du:
Prøve at ringe til Ældre Sagens lokalkomite i dit område
Måske har din kommune særlig rådgivning for efterladte, hvilket nogle kommuner har.
Søge professionel hjælp, tal med din praktiserende læge om en henvisning til psykolog. Det offentlige yder tilskud til behandling hos psykolog til personer, der har været udsat for særlige belastninger. Tilskuddet dækker 60 procent af betalingen. Tilskuddet kan kun gives, hvis man kommer senest et halvt år efter den begivenhed, der er årsag til henvisningen.
Litteraturliste:
Cullberg, Johan:
”Krise og udvikling” Hans Reitzel, Kbh. 1976
Davidsen-Nielsen, Marianne og Leick, Nini:
”Den nødvendige smerte” og ”Blandt Løver”.
Heap, Ken:
”Tal med mig! – At tale med ældre” Dafolo Forlag, år 2000
Hillgaard Lis, Keiser Lis, Ravn Lise:”Sorg og Krise” Gyldendal, København, 1999
Lauridsen, Ingrid: ”Sorg – Livets trofaste følgesvend” Frydenlund, 1994
Ældre Forum: ”Om sorg og omsorg” – Inspiration til samarbejde om hjælp til ældre efterladte. Gratis pjece, fås hos Ældre Forum, tlf.: 33-955010. Kan også hentes på Ældre Forums hjemmeside: www.aeldreforum.dk
