Spørgsmål:
Jeg har en hjertesygdom, hvor behandlingen er bypass operation. En scanning har vist en plet på lungen, og jeg har i ugevis ventet besked på, om det er kræft. Hvis det er kræft, fraråder lægen en stor hjerteoperation. Jeg har hørt, at der ved mistanke om livstruende sygdom skal foretages en undersøgelse inden for 48 timer? Er jeg som 74-årig for gammel til behandling?
Rådgiverens svar:
Behandlingsgarantien på en måned gælder for alle. Kan din region ikke tilbyde behandling indenfor den tid, har du ret til at blive henvist til et aftalehospital (offentligt eller privat) her i landet eller i udlandet. Garantien er kortere ved livstruende sygdomme. Din hjertesygdom er omfattet af reglerne om maksimale ventetider på to eller tre uger fra den dag sygehuset har modtaget henvisningen om operation. Den særlige 48-timers garanti gælder kun for en række kræfttyper, bl.a. lungekræft,
og den indebærer, at man ved mistanke skal påbegynde udredningen inden for 48 timer. Da du muligvis har to alvorlige sygdomme, må du sammen med lægerne aftale den nærmere plan for behandlingen.
På www.sundhed.dk finder du pjecerne ”Frit valg af sygehus“ og ”Maksimale ventetider på behandling for kræft og visse hjertesygdomme“. På www.cancer.dk kan du læse mere om 48 timers reglen.
Oprettet: Juni 2009