Hvad med boligydelsen?

Da jeg skulle hjælpe min søster med at overskue hendes nye økonomi, gik det op for mig, at hun slet ikke har råd til at bo på plejehjem.

 
Spørgsmål:

Min søster er kommet på plejehjem på grund af alvorlig sygdom. Hun har en lille etværelses lejlighed, som i 2007 blev vurderet til 1,2 million kroner. Da jeg skulle hjælpe hende med at overskue hendes nye økonomi, gik det op for mig, at hun slet ikke har råd til at bo på plejehjem. Huslejen er 7.250 kroner pr. måned plus varme og el, og hun kan kun få 1.500 kroner i boligydelse.

 

Hun har hver måned et underskud på 300 kroner, det er før telefon, fodpleje og lommepenge. Men lejlighedens vurdering er helt urealistisk, den vil i dag højest kunne sælges for 600.000 kroner. Hvad kan jeg gøre?

 

Svar:

I dag er alle nyere plejehjem som almindelige lejeboliger: Der oprettes lejekontrakt, betales indskud, betales husleje, og beboeren kan søge boligydelse som til almindelige lejligheder. Der er dog ikke noget loft over den husleje, der kan ydes boligydelse til, når det er en ældrebolig/plejebolig.

 

Når boligydelse beregnes, ser man på beboerens indtægt. Har man formue over 694.700 kroner tager man 10 % af formuen og lægger til indtægten, når boligydelsen skal beregnes. (Ved formue over 1.389.700 kr. tillægges 20 %).

 

Når det er boligstøtte, der er tale om, tæller boligformuen med, og her er det præciseret i loven, at det er den senest fastsatte ejendomsvurdering, der skal anvendes. Andre former for formue kan omberegnes, hvis formuen er mindsket med mindst 100.000 kroner, men det gælder ikke boligformue. På grund af skattestoppet betaler boligejere ejendomsværdiskat ud fra vurderingen i 2002. Så rigtig mange fik at vide, at der ikke var grund til at klage over den høje vurdering i 2007, fordi den reelt ikke havde nogen betydning for ejeren.

 

Der er dog en vigtig undtagelse: Flytter man i plejebolig, har den seneste ejendomsformue meget stor betydning. Det samme problem kan et pensionistpar med fælles bolig få, hvis den ene flytter i plejebolig. Pensionister, der bor i en andelsbolig, som i 2007 blev vurderet helt urealistisk højt, kan også komme i klemme, for det er i dag ret sikkert, at banken ikke vil yde lån i forhold den urealistisk høje vurdering, men snarere i forhold til den mulige salgspris.

 

Mit bedste råd til dig er at hjælpe din søster med at forhandle med banken om et lån, hun kan trække på, til lejligheden er solgt. Hvis lejligheden sælges under de 694.700 kroner, vil hendes formue igen være uden betydning for boligstøtten, og hun vil kunne få ca. 5.700 kroner hver måned i boligydelse.

 

 

Oprettet: Juni 2009

Se flere spørgsmål og svar

  •   Se flere spørgsmål og svar
       om boligen

  •   Gå tilbage til brevkassen

  

 Spørg en rådgiver
Har du brug for personlig rådgivning, så sidder Ældre Sagens jurister og socialrådgivere klar ved telefonen.
Spørg en rådgiver

 

 Vil du vide mere?
Vil du vide mere? Ældre Sagens opslagsbog "Værd at vide" er en guldgrube af oplysninger
Gå til Værd at vide

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686