Når I skal vælge plejehjem, er det en god ide at lægge mærke til:
- Oser stedet langt væk af institution?
- Ser der hjemligt og rart ud?
- Er der atmosfære, liv og leben i fællesarealerne, eller virker de som personalets områder?
- Går personalet med kitler eller med almindeligt tøj?
- Hvordan er tonen mellem beboerne og personalet?
- Er personalet gode til at lytte til beboerne?
Nemt at komme på besøg
Vælg et plejehjem, der er nemt at komme til med offentlig transport. Det betyder meget for, om pårørende og venner kommer på besøg.
Er ledelsen god?
Det er afgørende for gode plejehjem, at ledelsen er god. Holdninger og arbejdsmetoder smitter af på resten af personalet. Derfor er det en god ide at tale med lederen eller souschefen. Her skal I være opmærksomme på følgende:
- Hvordan er hendes holdning til ældre mennesker med behov for hjælp?
- Er hun stolt af sit arbejde?
- Sørger hun for, at der er tid til andet end at passe og pleje beboerne rent fysisk?
- Hvad gør hun og det øvrige personale for at fremme beboerne psykiske velbefindende?
- Lægger hun vægt på at være fleksibel?
- Betragter hun stedet som beboernes hjem?
- Har beboerne indflydelse på, hvornår de vil stå op, gå i seng, spise, gå tur, komme i bad, mv.?
Samvær og aktiviteter
Alle mennesker er forskellige, men de fleste trives bedst med samvær med andre og med at kunne lave noget sammen. For meget svage mennesker er det afgørende at samværet og aktiviteterne passer til lyst og energiniveau. For nogle er det nok at se på andre, der laver noget. For andre er det afgørende at komme ud og få rørt sig.
Læg derfor mærke til:
- Hvad personalet og beboerne laver sammen
- Kan man gå ture og købe ind?
- Er der skovture eller andre udflugter?
- Er beboerne med til at lave mad?
- Er der tid til at fortage sig noget sammen? Fx bingo, mandefrokoster, erindringsværksteder, avislæsning, tv-kigning eller fællessang?
- Holdes der fester – og hvordan?
- Hvordan fejres fødselsdage?
- Og juleaften – fejres den om aftenen eller til frokost?
- Inddrages de pårørende?
- Er der gæsteværelser som familie og venner kan leje og overnatte i, hvis de kommer langvejs fra?
På Servicestyrelsens tilbudsportal: www.tilbudsportalen.dk. kan du finde en lang række konkrete oplysninger om de enkelte plejehjem.
Portalen udbygges løbende med flere oplysninger. Fx om mad og spiseforhold, faste aktiviteter i dagligdagen, boligernes indretning, fælles aktiviteter, frivillige mm. I vil også kunne finde links til rapporter fra embedslægen, tilsyn, plejehjemmets værdigrundlag mm. I værdigrundlaget kan I bla. læse om hjemmets holdninger og personalets arbejdsforhold samt, om stedet har en pårørendepolitik.