Knap 10 procent af danskerne oplever at de ofte er stressede i dagligdagen. Det er især de 25 til 40-årige, der rapporterer dette og blandt disse er det især de selvstændigt erhvervsdrivende og ansatte, der i deres arbejde oplever følelsesmæssige belastninger som fx plejepersonale, lærere og andre. Tallet har været stigende gennem de sidste 15 år.
Hvilke symptomer får man ved stress?
Stressen viser sig oftest ved irritabilitet og søvnbesvær og udvikler sig efterhånden forskelligt afhængig af personlighed og hvilken type belastning, der er årsag til stressen. Mange bliver i dårligt humør, får nedsat hukommelse og risikerer at udvikle egentlig depression, mens andre får fysiske symptomer som træthed, hovedpine og svimmelhed. Efterhånden kan stresstilstande udvikle sig, så man bliver rigtig syg.
Hvilke risici er der ved stress?
Stress kan på længere sigt øge risikoen for hjertesygdom og depression. Mange af de sygdomme, vi har latent anlæg for, eller som vi til dagligt lever med, blusser op og giver symptomer, når vi er stressede. Det gælder fx allergier, astma og sukkersyge, der forværres, for at nævne nogen. Overlevelsen efter en behandlet kræftsygdom ser også ud til at være påvirkelig af stress, mens der ikke er holdepunkter for, at man kan få kræft af stress.
Tekst: Overlæge dr. med. Bo Netterstrøm
Sådan forebygger du stress
Forebyggende råd til arbejdslivet
Forebyggende råd til virksomheden
Følelsesmæssig stress
Farvel til arbejdsmarkedet