De ældre kirgisere arbejder i grupper, hvor de støtter hinanden i hverdagens gøremål. Grupperne modtager praktisk hjælp til at organisere sig og en lille starthjælp, så de kan tjene penge ved for eksempel at sy eller tørre frugt, de kan sælge.
Ældre Sagen og Folkekirkens Nødhjælp var i februar måned 2008 på studietur til Kirgistan, og du kan læse mere om turen og landet i Edith Allers artikel herunder. Edith Aller, som ses til venstre på billedet, er 73 år og medlem af Folkekirkens Nødhjælps Råd.
På besøg hos en selvhjælpsgruppe i Kirgistan
De sad rundt i lokalet, ti ældre kvinder klædt på med mange lag, og med huer eller tørklæder på hovedet. Det skyldtes ikke, at de fleste af dem var muslimer, men den kendsgerning at det var hunde hamrende koldt i lokalet.
Uden for var det ti graders frost her midt på dagen, og der var ikke antydning af opvarmning i lokalet. Vi gæster fra Folkekirkens Nødhjælp i Danmark havde lært lektien og beholdt vores overtøj, huer og tykke sokker på.
Fødselsdagsfest
Der blev serveret te med forskellige lækre ting til, for ikke blot var her gæster, men fem af kvinderne fejrede fødselsdag denne dag.
Jeg tror det er nyt for de fleste danskere, at det kan blive nødvendigt med materiel og anden støtte til et land som Kirgistan, den tidligere sovjetstat helt ovre på grænsen til Kina. Men det er det.
Alle kvinderne er pensionister. Den der får mindst i pension, får 800 som, den kirgisiske møntenhed, den der får mest, får 1800 som – om måneden.
Hvis man dividerer med syv, får man den tilsvarende værdi i danske kroner, sådan nogenlunde. Det vil sige godt 100 kr. til alt! Måske siger det mere, når jeg fortæller at et brød koster 30 som, og at gas til moderat varme i et værelse koster ca. 2000 som om måneden.
De ti kvinder udgør en såkaldt selvhjælpsgruppe af den type som Folkekirkens Nødhjælp støtter. De mødes flere gange om ugen for at tale sammen og hjælpe hinanden med stort og småt. Det gælder blandt andet de forskellige former for traditionelt håndværk, som de frembringer, men også ganske almindelige dagligdags problemer.
Uden familie
Mange af dem er uden familie. De er enten døde, eller de lever i en anden tidligere sovjetstat, som de nu er skilt fra af grænser, der kræver pas og visum, noget økonomisk helt uoverskueligt.
De har holdt sammen et par år, og de støttes af en lokal koordinator, der kommer på besøg en gang om ugen for at hjælpe med ideer til at tjene penge på håndværk, og med hvad der ellers forekommer af større problemer, som nu at søge tilskud til pensionen.
De får en pakke med enkle madvarer et par gange om måneden og kan så derudover tjene noget ekstra ved at sælge deres håndarbejde.
Denne gruppe hører under det projekt, der i Danmark går under navnet BedsteHJÆLP, en støtteform som Folkekirkens Nødhjælp og Ældre Sagen er gået sammen om.
Bedre i gamle dage
Vi hører kvindernes meget forskellige historier. Alle har arbejdet et langt liv, men da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning, og Kirgistan blev frit, mistede de deres optjente pension. Der er ikke til noget som helst ekstra.
”Det var meget bedre dengang under Sovjet,” siger de.
”Jamen, vil I da gerne have den tid tilbage?” spørger vi.
”Ja,” siger de i kor ”for da var vi alle lige, og vi havde, hvad vi skulle bruge. Og så kunne vi rejse frit over hele det store område – og vi havde råd til det.”
”Er der ikke noget, der er bedre nu?” spørger vi?
”Jo,” siger de ”Vi kan frit dyrke vores religion og gå i kirke eller i moskeen.”
Samtalen trækker længe ud, men til sidst må vi gå.
Vi har fået syn for sagn. Jeg ser frem til at komme tilbage til Danmark og fortælle mere. Men foreløbig glæder jeg mig til fem meget kolde dage med en række uden tvivl varme oplevelser.
