Vi kæmper for samfundsforbedringer på en lang række områder. Det gør vi, fordi positive samfundsforandringer ofte fordrer, at vi påvirker politiske beslutningstagere på flere forskellige niveauer – for eksempel formelt og uformelt, på Christiansborg og i medierne, landsdækkende og lokalt. Men som en efterhånden stor aktør mener vi, at vi også har et ansvar over for samfundet og helheden.
Bred opbakning har størst gennemslagskraft
Ingen grupper, heller ingen generationer er isolerede i samfundet; vi er alle afhængige af hinanden og lever af og for hinanden. Derfor søger vi også i vores interessevaretagende arbejde at tage hensyn til, at de endelige politiske beslutninger skal være rimelige og balancerede over for fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet.
Det tror vi også på længere sigt giver de bedste og mest bæredygtige resultater. Og selv om enkelte medlemmer formentlig mener, at vi rent politisk bør være mere aggressive, er vi sikre på, at en mere afbalanceret indstilling har bred opbakning i medlemsskaren, hvor mange jo har børn, børnebørn og måske oldebørn, hvis fremtidsmuligheder ligger dem på sinde.

Klik for større billede
I 2007 har dette i praksis afspejlet sig i, at vi har hilst stiftelsen af foreningen Yngresagen velkommen.
Vi har haft løbende kontakt til foreningen og haft en konstruktiv dialog på tværs af generationer.
Sådan arbejder vi
Som følge af sådanne overvejelser såvel som vores værdigrundlag, arbejder vi ud fra følgende principper:
- Vi taler med alle politiske partier og søger at skabe bred politisk opbakning bag vores forslag, også blandt andre interessevaretagende og faglige organisationer
- Vi sørger for, at der er saglig og troværdig dokumentation bag vores forslag og argumenter – og gør i hvert konkret tilfælde en dyd ud af at tilbagevise og moddokumentere eventuelle påstande fra politikere eller medier om, at vores ”tal ikke passer”
- Vi bestræber os på at nuancere forslag mv., således at ikke nødvendigvis alle skal tilgodeses, men de, der har størst behov (økonomisk, socialt, sundhedsmæssigt etc.)
- Vi bestræber os på at komme med konkrete og konstruktive løsningsforslag til samfundsmæssige problemer og ikke blot at påpege, at noget ikke fungerer
- Vi er åbne for dialog og alternative løsningsforslag.
Mærkesager i Ældre Sagen
For at skærpe vores interessevaretagende resultater har vi de senere år prioriteret ti mærkesager, som vi finder afspejler de mest presserende problemstillinger. Vi råder desværre ikke over ressourcer til at gennemføre kampagner på alle områder hvert år og har derfor de seneste år givet særlig prioritet til fire mærkesager pr. år, blandt andet ønsket om bedre muligheder for et fleksibelt arbejdsliv, hvor personen er vigtigere end alderen.
Imidlertid må vi konstatere, at det tager tid at skabe kendskab til, at vi beskæftiger os med et sådant emne; der er fortsat mange, som kun forbinder Ældre Sagen med emner som hjemmehjælp og plejehjem.
Det har lært os, at vi er nødt til at lægge særlig vægt på de nye indsatsområder, så hele Danmark får en oplevelse af bredden i Ældre Sagens arbejde. Vi vil derfor i 2008 sætte en stor del af kræfterne ind på de to mærkesager, der er særligt vigtige for de stadig erhvervsaktive, nemlig arbejdsmarkedet og pårørende.