Historien om Ældre Sagen begynder i 1910. Gennem nogle år havde københavnske studenter og damer af borgerskabet samlet penge ind til uddeling ved juletid blandt byens fattige gamle.
I 1910 havde man fået penge nok i kassen til at kunne starte et egentligt hjælpearbejde. Herved kom Ensomme Gamles Værn til verden - i folkemunde snart forkortet EGV.
Under stor opmærksomhed - også fra udlandet - tog EGV straks en række opgaver på sig til gavn og opmuntring for de gamle i København: Landophold, klubvirksomhed, presse- og rådgivningstjeneste og små alderdomshjem. En folkebevægelse var sat i gang.
Fra København til hele landet
Helt op til de "glade tressere" var EGVs arbejde alene baseret på private midler og frivillig arbejdskraft. Men nu begyndte velfærdssamfundet for alvor at spire frem. Det blev det offentliges opgave at sørge for borgernes velfærd fra vugge til grav - også den efterhånden talstærke ældrebefolkning.
Det betød, at organisationen på få år udviklede sig fra en frivillig københavnerorganisation til en landsdækkende, professionelt arbejdende serviceorganisation for kommunerne. Blandt opgaverne, som strømmede ind, var opførelse af en lang række plejehjem, beskyttede boliger, omsorgscentre og kollektivboliger landet over.
Videreførelse af EGV
Men alting ændrer sig, og efterhånden voksede tiden fra strukturen i EGVs organisation. Der opstod et ønske om at arbejde mere bredt og humanitært for alle ældre i Danmark - og ikke kun for dem, der kunne flytte ind i EGVs boliger.
Derfor blev EGV i 1985 omdannet til en social-humanitær, uddelende fond, Ældre Fonden, der skulle sætte initiativer i gang til glæde for hele ældrebefolkningen. Fondens boliger blev videreført i Danmarks Almennyttige Boligselskab, og aktiviteterne på rejseområdet i Senior Rejser A/S. Fonden har nu igen taget det oprindelige navn EGV.
Ældre Sagen ser dagens lys
 |
Ældre Sagen blev den første og største af disse initiativer. I januar 1987 blev befolkningen opfordret til at melde sig ind i den nye forening og dermed bakke op bag arbejdet for at skabe bedre vilkår for ældre i Danmark. |
|
Foreningens budskaber var håndfaste og ligetil:
- Ældre skal anerkendes som ligeværdige medborgere
- Ældre skal have ret til at bestemme over deres egen tilværelse
- Ældre skal have mulighed for at klare sig længst muligt på
deres egne betingelser
- Svage ældre skal have forsvarlig og værdig pleje
90.000 medlemmer det første år
Resultatet af medlemshvervningen overgik alle forventninger. Man havde skønnet at nå op på omkring 10.000 medlemmer det første år, men hele 90.000 meldte sig ind. Og mange flere skulle siden komme til.
Hvad ingen havde turdet tro på få år tidligere, lykkedes pludselig: De ældres sag var igen blevet en folkesag.