Af Eva Holm
Når Susse Wold og Ole Grünbaum nedfælder deres erindringer, er
det, fordi de hungrer efter en fremtid – også som ældre. Det at skrive en erindringsbog kan hjælpe forfatteren med at forlige sig med en ny livsfase og læseren med at se sit eget liv med andre øjne, fortæller lektor Tine Fristrup, der forsker i aldring og erindringsbøger.
”En dag forsvandt min fremtid lige pludselig. Jeg havde
ellers holdt af min fremtid, altid. Den var så fuld af håb, den
havde så mange løfter i sig. Den var der bare altid ved min
side, min fremtid, og den gav min nutid et løft. Nu gik jeg
rundt på gaden og var i tvivl om, hvor jeg skulle gå hen. Jeg
var havnet i et fremtidshul.”
Sådan skriver forfatter Ole Grünbaum i sin erindringsbog
’Den dag min fremtid forsvandt’ fra 2008. Hans bog er en
ud af de mange erindringsbøger, der har fået forlagene til at
melde om et boom.
Kendte, der knap er rundet de 30, udgiver deres erindringer
om livet som fodboldstjerne, cykelrytter eller fotomodel.
Men langt de fleste forfattere har en dåbsattest af noget ældre
dato. Når hårene bliver grå, og ledene begynder at knirke, opstår
der for mange en trang til at gøre status og forlige sig med
det liv, man har levet. Samtidig opstår et ønske om at finde
ud af, hvad man skal fylde ind i ’fremtidshullet’. Det fortæller
lektor og ph.d. på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Tine Fristrup, der de sidste tre år har forsket i aldring og
alderdom og nu har fokus på erindringsbøger.
”Provokationen i at træde ind gennem alderdommens port
og følelsen af, at fremtiden forsvinder, som den 60-årige
Ole Grünbaum fortæller, er udgangspunktet for mange af
samtidens aldrende personer og deres erindringsbøger. Ved
at fortælle om sit liv har man mulighed for at forholde sig til
det, og mange oplever derved, at alderdommen indeholder
en fremtid og dermed håb om at kunne fortsætte sit liv
mere eller mindre som hidtil. ’Jeg er fuld af håb’, ender Ole
Grünbaum faktisk med at sige. Og det er meget karakteristisk
for de erindringsbøger, der de senere år er udgivet af dem, der
er født i 1940’erne,” forklarer Tine Fristrup og skynder sig at
tilføje, at det ikke er alderen, men personen, der er afgørende
for erindringsbøgerne.
”Vi kan alle leve et langt liv og opnå livserfaring, men det er
langt fra sikkert, at et forlag vil udgive det i bogform. I dag
handler det om at have et interessant liv. Forskelliggørelse
er vor tids fikse idé. Det vidner boomet af erindringsbøger
om: Vi skal være forskellige, særlige og beundringsværdige
– faren er selvfølgelig, at vi ender med at blive forskellige på
den samme måde, hvis alle skriver erindringsbøger.”
De nøjsomme og livskunstnerne
At samtidens aldrende nedfælder deres erindringer, er der
ikke noget nyt i, men Tine Fristrups forskning viser, at det, de
fortæller om, har ændret karakter. Fra at være udelukkende
et tilbageblik på livet er der i dag i langt højere grad tale om
et tilbageblik, der muliggør et fremtidsblik.
Hun trækker på rapporten ’Det gode liv er skrøbeligt’ fra
Socialministeriet fra 2001, hvor der skelnes mellem dem, der
er født før, og dem, der er født efter Anden Verdenskrig. De,
der er født før Anden Verdenskrig, kaldes ’de nøjsomme’,
mens generationen efter – som for eksempel Ole Grünbaum
tilhører – er ’livskunstnerne’.
”Karakteristisk for de nøjsomme er, at de har levet med
krigen og tager udgangspunkt i, at det var forfærdeligt og
skrækkeligt, men de overvandt det. Deres projekt er at fortælle,
at de blev en succes på trods. De dvæler ikke så meget
ved det forfærdelige eller deres personlige nederlag, men ved
det at komme videre.
Med livskunstnerne rykker vi ind i personerne. Den indre
fremmedgørelse bliver nu livsprojektet: At blive sig selv
– at være undervejs med sig selv – udgør efterkrigstidens
identitetsarbejde. Livskunstnerne går ind i deres nederlag,
tager mere eller mindre ansvar for dem – og ender med at
sige: Det kunne have været meget anderledes, men det var
sådan, det blev. Forligelsen med livets skuffelser åbner
for nye muligheder i alderdommen. Vi ved, at det ender med
døden, men hvornår den indfinder sig, ved vi ikke, så derfor
stopper livet ikke i alderdommen.”
I 1943 udkom forfatteren Henrik Pontoppidans erindringsbog
’Undervejs til mig selv: Et tilbageblik’. Og ifølge
Tine Fristrup er den et godt eksempel på de nøjsommes
erindringsfortællinger.
”Hos Henrik Pontoppidan er der ikke noget, der bare er
forfærdeligt punktum. Der er altid et komma og et men, der
viser, at han kom videre og overkom det – modsat eksempelvis
Ole Grünbaum, der åbenlyst kæmper mod dæmoner,
sygdom og panikfølelsen over at blive gammel. Nogle kalder
Grünbaums erindringer for patetiske og selvoptagede, men
han står i højere grad ved og dvæler ved sine personlige
nederlag.”
Et andet eksempel, Tine Fristrup fremhæver, er skuespiller
Susse Wold, der i sin erindringsbog ’Fremkaldt’ fra 2008
fortæller om de kriser og nederlag, hun har gennemlevet.
”Hun fortæller blandt andet om sin skilsmisse, dødsfald,
et nervøst hjerte og brystkræft og konkluderer, at det er i den
personlige krise, man ændrer sig,” forklarer Tine Fristrup – og
peger med et citat fra Henrik Pontoppidans bog på en anden
forskel mellem de nøjsomme og livskunstnerne:
”Da jeg i sin tid begyndte at skrive disse erindringer, var det
jo Meningen at føre dem op gennem Aarene, indtil der ikke
var mere at fortælle, eller Pennen af naturlige Aarsager faldt
mig ud af Haanden. Men i den frygtelige ødelæggelseskrig, vi
nu igen er omgivet af og hvor så meget staar på Spil for os alle
sammen, er vore private Hverdagshændelser uden Interesse.”
”Henrik Pontoppidan lader en ydre omstændighed gå forud
for sig selv som individ, der er simpelthen noget, som er større
end ham selv, når det handler om krig. Det ville livskunstneren
aldrig gøre. Her slår efterkrigstidens selvtematiseringstendens
igennem. Det enkelte liv er unikt, og der er krav til den enkelte
om at definere og stå ved sig selv som individ.”
Erindring er ikke sandhed
Er det nu også sandt? Kan man stole på erindringsfortællingerne?
Erindringsbøgerne møder jævnlig kritik, for forlagene
markedsfører bøgerne som ’hudløst ærlige’ og ’sande’ beretninger,
men er forfatternes minder overhovedet sande? Ifølge
Tine Fristrup er kritikken imidlertid uinteressant.
”Det er ikke det, erindringer handler om. Erindringer er
ikke sande – de er tilsatte. Man er nødt til at skelne mellem
hukommelse og erindringer: Erindringen er ikke fikseret som
hukommelsen, men et interpretationsanliggende,” fastslår
hun og refererer til den forklaring, som professor i pædagogik
og filosofi Lars-Henrik Schmidt giver på erindringer i bogen
’Det videnskabelige perspektiv’.
Erindringen er, ifølge Lars-Henrik Schmidt, det i erfaringen,
der er hinsides hukommelsen. Hukommelsen kan lagres
i overlevering, i skrift, i maskiner eller i andet materiale,
hvorimod erindringen må genkaldes og gentilegnes.
Eksempelvis er det muligt at rekonstruere et hus ud fra
de spor, det efterlader i form af stolpehuller. Det er endda
muligt at rekonstruere producentens arbejdsgang, men det
er ikke muligt at rekonstruere det håndelag, som viser hans
erindringer fra andre produktioner. Vi kan med andre ord
ikke rekonstruere producentens erfaring.
”Når hukommelsen ikke har karakter af stolpehuller, men
af skrift, der fortæller om en erindring, bliver erindringen til
på ny – og ikke som det oprindelige. Man har mulighed for at
forme sin egen erindring og tilbyde sin interpretation af ens
levede liv, som andre i princippet kan være ganske uenige i,”
uddyber Tine Fristrup.
Livets røde tråd
For mange af de erindringsforfattere, Tine Fristrup har
studeret, gælder det, at kimen til deres erindringsbøger er
blevet lagt gennem deres foredragsvirksomhed. Her har
de haft mulighed for at afprøve deres erindringer på andre
– finde ud af, om deres fortælling om deres liv er interessant
for andre, samtidig med, at samspillet, og måske spørgsmålene
fra tilhørerne, hjælper dem til at give deres fortælling
struktur.
”Erindringer er den enkeltes måde at tale sig selv frem på.
Når man begynder at fortælle sin historie og får spørgsmål,
dukker der minder frem, og man begynder at se den røde tråd
tydeligere og tydeligere. Man sætter sine erindringer ind i en
form og en struktur. Og faktisk kan den sammenhæng, man
fortæller sig ind i, være svær at ændre igen. Det bliver den
historie, man vælger,” siger Tine Fristrup og fremhæver det
interpretationstilbud, der ligger i erindringsbogen:
”Erindringsbøgerne kan ses som et forsøg på at fremsætte
et værditilbud. Jeg har givet mit liv værdi – siger det dig noget?
Giver det også værdi for dig? Ikke den samme værdi, for
i interpretationen ligger netop muligheden for at tilsætte sine
egne værdier. Der er altid tale om et twist. Det kan godt være,
at Ole Grünbaum eller Susse Wold har villet noget med deres
bøger, men når man læser dem, bliver de til noget andet.”
Fortæller man sine personlige erindringer, har man allerede
tilsat en slutning. Og det er ifølge Tine Fristrup vigtigt at
have for øje – og siger igen noget om, hvordan man former
sine erindringer:
”Når Susse Wold som ældre beskriver sit første møde med
Bent Mejding, ved hun godt, at han ender med at blive hendes
mand. Selv om hun ikke afslører det, præger det selvfølgelig
den måde, hun beskriver mødet på. Og det at hun i det hele
taget vælger at forholde sig til mødet, bliver jo interessant
set i lyset af det, der er sket: Var de ikke blevet gift, havde
teksten haft en anden tone. Det liv, man har levet, bliver til i
lyset af det liv, man lever, og meningen med livet installeres
i forhold til nutiden.”
Dannelse i alderdommen
”Jeg tror, at der inderst inde i menneskets hjerte er en modtager,
og så længe vi er i stand til at modtage budskaber om
håb, begejstring og mod – så længe er man ung og levende.
Mens jeg har siddet og skrevet, har jeg følt mig meget i live
– på en ny måde, og det vigtigste er vel selve livet.”
Sådan slutter Susse Wold sin bog ’Fremkaldelse’. Ligesom
hos Grünbaum er hendes afslutning præget af liv, håb og tro
på fremtiden. Og netop det er, ifølge Tine Fristrup, vigtigt for
vor tids ældre – livskunstnerne.
”Vor tids aldrende personer har for alvor slået fast, at man
ikke er fiks og færdig i alderdommen, men at der også i alderdommen er tid til at være undervejs i selvdannelsens æra. Og
netop erindringsbogen kan bidrage til den dannelsesproces.
For forfatteren selv kan det hjælpe til at ordne og forlige
sig – og dermed finde håb for den nye livsfase. For læseren
er det en mulighed – for en tid – at skride ud i en andens
livserindringer og vende tilbage og se sit eget liv med andre
øjne.”
Artiklen er trykt i magasinet Asterisk, nr. 45 marts-april 2009, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
