Den sundhedspolitiske målsætning er, at patienter – ældre som yngre – så vidt muligt skal behandles uden indlæggelse på sygehus eller anden institution.
Den kommunale hjemmesygepleje - hjemmeplejen - i daglig tale, er et vigtigt led til opfyldelse af denne målsætning.
Hjemmesygepleje ydes efter lægehenvisning og er gratis. Ordningen omfatter personer, der opholder sig i kommunen.
Hjemmesygeplejen yder f.eks. sårpleje, hjælp til medicinering, pleje af døende i eget hjem, samt støtte og vejledning til den ældre og til pårørende. Hjemmesygeplejen skal også yde en sundhedsfremmende og forebyggende indsats i kommunerne, og er et vigtigt bindeled mellem den ældre, sygehuset, praktiserende læge, de pårørende og socialforvaltningen.
Kommunerne har ikke pligt til selv at ansætte sygeplejersker, men kan vælge at benytte private leverandører. Det er op til kommunen, at foretage tilrettelæggelse af hjemmesygeplejen og kommunerne har ansvaret for, at der ydes gratis hjemmesygepleje.
Uanset hvilke aftaler der indgås, har kommunalbestyrelsen det overordnede ansvar for hjemmesygeplejen, ligesom kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, hvorledes opgaverne varetages.