Social pension er fællesbetegnelsen for folkepension og førtidspension og udbetales af det offentlige. For modtagere af social pension knytter der sig en række rettigheder og pligter.
Ved henvendelse fra borgeren skal kommunen foretage en helhedsvurdering. De skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp, herunder også pension, i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Kommunen er forpligtet til at yde borgeren rådgivning og vejledning og til at vurdere, om der kan søges hjælp hos andre myndigheder eller efter anden lovgivning.
Udbetaling Danmark
Fra 01.02.2013 sker der ny organisering af sagsbehandlingen, når der skal udbetales folkepension og førtidspension. Sagsbehandlingen af disse områder samles i fem centre i Danmark og det er ATP, der overtager opgaverne med udbetaling fra kommunerne.
Det betyder, at det er Udbetaling Danmark, der til den tid skal kontaktes, hvis man har spørgsmål til udbetalingerne.
Borgere, der får brug for det, har stadig mulighed for at møde op i kommunernes Borgerservices for at få hjælp. Imidlertid er det Udbetaling Danmark, der vil behandle og træffe afgørelse i sagen.
Læs mere på www.udbetalingdanmark.dk . Ved redaktionens slutning foreligger der ikke trykt materiale for Udbetaling Danmark, der kan sendes til de borgere, som ikke har mulighed for at gå på internettet.
Sidst opdateret
09-01-2012 14:45
Tilbage til indholdsfortegnelse