Man har mulighed for på frivillig basis, at spare yderligere pension op. Bidraget til denne opsparing kan i 2012 højest udgøre 5.652 kr. pr. år. Kommunen betaler 2/3 = 3.768 kr. og man betaler selv 1.884 kr.
Den Supplerende Arbejdsmarkedspension er således et tilbud til alle førtidspensionister om at spare lidt op, mens de er på førtidspension, så de har lidt mere at leve for, når de overgår til folkepension. Man får foræret noget opsparing af det offentlige, hvis man selv bidrager.
Tilmelding sker til kommunen, hvor ordningen kaldes SAP. Man kan frit vælge, om man ønsker at tilslutte sig ordningen i
ATP, hvor de kalder ordningen SUPP, eller en ordning i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, der tilbyder en sådan ordning.
Førtidspensionister, der har tilsluttet sig ordningen, kan frit vælge at ophøre med at betale bidrag. De kan også vælge at indbetale fremtidige bidrag til et andet pensionsinstitut (ATP eller et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse). De skal blot give kommunen besked herom.
Pensionsordningen skal ikke deles i forbindelse med
skilsmisse. I tilfælde af førtidspensionistens død før det fyldte 65. år, udbetales værdien af opsparingen til boet. Har man nået folkepensionsalderen, udbetales der intet til boet.
Fra det fyldte 65. år udbetales pensionen som en løbende livsvarig ydelse sammen med ATP.
Siden 1. januar 2011 bliver den supplerende arbejdsmarkedspension udbetalt sammen med ATP livslang pension.
Hvis den supplerende arbejdsmarkedspension og ATP sammen er mindre end 2.500 kr. pr. år, udbetales pensionen dog som et éngangsbeløb.
SAP/SUPP
De indbetalte bidrag konteres på en særskilt konto for den enkelte førtidspensionist. Midlerne forvaltes og investeres af ATP-huset og der sker en årlig resultattilskrivning.
Når førtidspensionisten fylder 65 år opgøres kontoen, og der tilskrives rente for den forløbne del af året. Indeståendet overføres herefter til ATP og omregnes til en løbende livsvarig forhøjelse af ATP-pensionen.