Klager over advokater
Har man søgt bistand hos en praktiserende advokat og er utilfreds med advokatens behandling af sagen eller salærets størrelse, kan man få sin klage behandlet af:
Advokatnævnet
tlf. 33 96 97 98, man, tirs, ons, fre 9.30-12.30, tors 10-12.30
www.advokatnaevnet.dk
Klagen skal være skriftlig og kan skrives i et klageskema, der kan rekvireres hos Advokatnævnets sekretariat. Klage kan også sendes via et online-skema på nævnets hjemmeside.
Klager over advokatens adfærd skal indgives inden seks måneder efter, at man er blevet bekendt med det forhold, man vil klage over. Der er ingen frist for indgivelse af klage over advokatens salær, men det kan få betydning, hvis der først klages efter lang tid.
Advokatnævnet er behjælpelig med udfyldelse af klageskemaet og kan give en vurdering af, hvorvidt der overhovedet er basis for en klage.
Advokatnævnet kan ikke afgøre, om en advokat er erstatningsansvarlig. Sådanne afgørelser hører under domstolene.
Klager over revisorer
Hvis man vil klage over en statsautoriseret revisors eller registreret revisors honorar eller sagens behandling, kan man klage til:
FSR - Danske revisorer
tlf. 33 93 91 91, man-tors 9-16, fre 9-14
www.fsr.dk
Danske Revisorers Responsumudvalg kommer alene med en udtalelse. Er man ikke tilfreds med svaret eller nægter revisoren at følge udtalelsen, må sagen indbringes for domstolene.
Hvis man er utilfreds med sagens behandling (bortset fra honoraret) hos en registreret revisor eller statsautoriseret revisor, kan klagen desuden behandles af:
Revisornævnet
tlf. 45 85 85 95, man-fre 10-12
www.revisornævnet.dk
Revisornævnet behandler adfærdsklager, også kaldet overtrædelse af god revisorskik og nævnets afgørelser kan være påtale, bøde eller frakendelse af revisors autorisation.
Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.
Der skal betales et gebyr på 500 kr., som revisornævnet kan bestemme at tilbagebetale til klageren, hvis klageren helt eller delvist får medhold. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Ligebehandlingsnævnet - klager over diskrimination
Inden for arbejdsmarkedet behandler Ligebehandlingsnævnet klager over forskelsbehandling og diskrimination på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Uden for arbejdsmarkedet behandler nævnet kun sager om forskelsbehandling og diskrimination på grund af race, etnisk oprindelse og køn og dermed ikke alder mv.
Ligebehandlingsnævnet
tlf. 33 41 12 00, man-fre 9-15
www.ligebehandlingsnaevnet.dk
Rejsegarantifonden
Fonden yder bistand til rejsekunder ved en rejsearrangørs konkurs.
Alle rejsearrangører, der udbyder eller sælger rejsearrangementer i eget navn, skal være registreret i rejsegarantifonden.
Rejsegarantifonden yder bistand til rejsekunder, som har købt et rejsearrangement hos en rejsearrangør, der har kontor i Danmark.
Garantifonden erstatter kun rejsearrangementer, der typisk består af transport samt indkvartering, f.eks. fly eller bus plus hotel eller lejlighed.
Fakturaen eller deltagerbeviset bør beskrive omfanget af rejsearrangementet, så det kan dokumenteres, at rejsen er omfattet fondens dækning.
Oplysning om en rejsearrangør er registreret i fonden og om en konkret rejse er omfattet af dækning fås hos:
Rejsegarantifonden
tlf. 45 87 83 33, man-fre10-15
www.rejsegarantifonden.dk
Forbrugerklager i EU-lande
Har man på en rejse, ved postordre eller på en udenlandsk hjemmeside på internettet købt varer af en sælger, der ikke har forretning eller kontor i Danmark, kan man i visse tilfælde få behandlet en klage ved et klagenævn i et andet EU-land. Det samme gælder, hvis man har fået udført en tjenesteydelse af en udenlandsk erhvervsdrivende, f.eks. i forbindelse med en rejse. (Se nærmere om emnet på Forbrugerombudsmandens sider om nettjek www.forbrugerombudsmanden.dk).
Forbruger Europa
Har man købt en vare i et andet EU-land, kan man få vejledning om klagemuligheder ved at kontakte Forbruger Europa, der er del af et netværk af forbrugerkontorer i EU.
Forbruger Europa undersøger, om der kan henvises til en klageinstans i udlandet. De kan også hjælpe med at sende en klage.
Klagemulighederne i de enkelte lande er meget forskellige og ikke alle lande har klagenævn på områderne.
Nærmere oplysninger hos:
Forbruger Europa
tlf. 41 71 50 00, man–fre 9-12
www.forbrugereuropa.dk
Forbrugerklager i OECD-lande uden for EU
Det Internationale Netværk af Markedsføringstilsyn (ICPEN) har etableret et uformelt system med henblik på at bistå med at løse forbrugerklager ved grænseoverskridende handel.
Forbrugerombudsmanden er det danske kontaktpunkt i ICPEN. Læs mere om ICPEN på
www.forbrugerombudsmanden.dk
Vedrører klagen elektronisk handel, henvises til den engelske hjemmeside www.econsumer.gov