Der skal forevises bevis for ret til dansk folkepension, før udbetalingen af en indekskontrakt starter. I modsat fald bortfalder retten til statens indekstillæg. Retten til indekstillæg bortfalder også ved død.
Udbetalingerne sker i månedlige beløb fra det fyldte 67. år. Med nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år er det blevet muligt at vælge at påbegynde udbetaling i perioden fra det 65. år til det 67. år.
Hvis man vælger at standse sine indbetalinger, før det fyldte 67. år, sker der en beregningsmæssig nedsættelse af udbetalingen, herunder også af statens indekstillæg på op til 17,5% i forhold til det indekstillæg, man ville have fået ved 67. år.
Selve udbetalingsperioden forlænges ikke – med mindre man hører til den lille gruppe, der har tegnet en indekskontrakt med livsvarig udbetaling – udbetalingsperioden forskydes blot. Nedsættelsen af indekstillægget kan forekomme høj. Man kan imidlertid ikke på forhånd sige, hvad der bedst kan betale sig. Det afhænger af den enkeltes økonomiske situation og af levealder.
Udbetaling - pengeinstitut
Når kontohaveren skal have sine udbetalinger fra indekskontoen, skal der vælges mellem den oprindeligt fastsatte grundrente og en variabel grundrente. Det har betydning for, hvor lang udbetalingsperioden bliver (den faste grundrente kan være 3,5%, 4,25% eller 6% afhængig af, hvornår indekskontrakterne er oprettet).
Den variable grundrente fastsættes hvert år ud fra den typiske forrentning af indekskonti i pengeinstitutter, således at udbetalingsperioden tilnærmelsesvis kommer til at svare til den aftalte f.eks. 10 år. I 2012 er den variable grundrente på 0,75 %. Dog er der også krav om en minimumsudbetaling, der kan forkorte udbetalingsperioden.
Staten yder indekstillæg indtil udløbet af udbetalingsperioden. Man skal være opmærksom på, at indekstillægget kun udbetales, hvis indeståendet på kontoen er tilstrækkeligt til at udbetale det fastsatte mindstebeløb.
Hvis udbetalingsperioden må forkortes i forhold til det forventede, f.eks. som følge af en lavere forrentning af opsparingen end forudsat, så forkortes perioden for statens indekstillæg også. Omvendt kan udbetalingsperioden - med indekstillæg - forlænges, hvis der fortsat er penge på kontoen efter det aftalte udløbstidspunkt.
Det er normalt en fordel at vælge den variable grundrente, når den er lavere end den faste grundrente. Dermed kan udbetalingsperioden forlænges væsentligt, og dermed forlænges den periode, man får statens indekstillæg. Det er muligt i udbetalingsperioden at ændre valget af grundrente.
Derfor har den rente, der tilskrives en indekskonto i et pengeinstitut, ekstra stor betydning. Man kan flytte sin indekskonto til et andet pengeinstitut, hvis man ikke er tilfreds med renten (indekskonti kan ikke placeres i puljer eller individuelle værdipapirer).
På www.mybanker.dk er det muligt at sammenligne den rente, forskellige pengeinstitutter tilbyder på indekskontrakter. Husk at undersøge eventuelle gebyrer i forbindelse med flytning og husk med mellemrum at kontrollere, at pengeinstituttet fortsat giver en høj rente.
Udbetaling - forsikringsselskab
I et forsikringsselskab udbetales indekskontrakter som rateforsikring eller livrente, afhængigt af hvad der er aftalt ved indgåelsen af kontrakten. Forsikringsselskabet sørger ligesom pengeinstituttet for, at man får statens indekstillæg.