Kommunen afholder udgiften til løn til ledsageren, samt udgift til befordring frem og tilbage fra steder, hvor ledsagelsen begynder og afsluttes.
Brugeren afholder
- egne udgifter til befordring
- egne og ledsagerens udgifter til fortæring, entre og billetter
- ledsagerens udgifter til befordring under ledsagelsen.
Kommunen kan, efter anmodning fra brugeren, yde et beløb på op til 797 kr. årligt til dækning af de udgifter, som modtageren har i forbindelse med ledsagerens befordring og andre aktiviteter i tilknytning til ledsageordningen. Udbetalingen sker på baggrund af sandsynliggjorte udgifter. Beløbet udbetales som et samlet beløb én gang årligt, og det er skattefrit.
Kommunen kan efter en konkret vurdering, yde tilskud til udgifter til ledsagerens lokalbefordring.
Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig under aktiviteter, der skal betales for, kan kommunen afholde udgiften hertil. Dette kræver ikke, at det ovenfor anførte beløb på 797 kr. er brugt forinden.
Benytter brugeren sin egen bil med ledsageren som chauffør, og der bliver spørgsmål om ansvar ved en ulykke, så dækker bilens forsikring ikke føreren, medmindre der er tegnet en ekstra forsikring. Det kan medføre øget præmie til forsikringen, og at der evt. skal betales selvrisiko (se desuden Bilforsikring).