Arbejdsløn i forbindelse med en lang række serviceydelser i hjemmet og arbejder på eksisterende helårsbolig, kan give et skattefradrag på max. 15.000 kr. årligt (inkl. moms) pr. person over 18 år, som bor i en ejer-, lejer- eller andelsbolig. Skattefradraget svarer til ca. 5.000 kr. efter skat i en gennemsnitskommune.
Arbejderne skal være udført efter 1. juni 2011 og betalt inden udgangen af 2013.
Sommerhuse er ikke omfattet af ordningen, medmindre sommerhuset anvendes lovligt til helårsbeboelse.
Fradraget gives til arbejdsløn ved
-
serviceydelser i hjemmet som f.eks. rengøring, vinduespudsning, rensning eller vask af f.eks tæpper, gardiner og persienner, snerydning og almindeligt havearbejde
-
vedligeholdelse og reparation af hjemmet og ved visse fornyelser som f.eks. installation af alternativ energi.
Listen over alle fradragsgivende ydelser fås på www.skat.dk, under portalen Boligjobplan eller tlf. 72 22 18 18.
Fradraget gives kun, hvis arbejder på ejendommen er udført af momsregistreret virksomhed, mens serviceydelser som f.eks. rengøring kan udføres af alle personer der er fyldt 18 år ved indkomstårets udløb og som er fuldt skattepligtige til Danmark.
Betaling for ydelser skal ske med elektronisk betalingsform via betalingskort, overførsel via bank eller netbank eller indbetalingskort. Kontant betaling giver ikke ret til fradrag.
Der skal være dokumentation i form af faktura fra virksomheden med specifikation af
-
datoen for arbejdet
-
arbejdets art
-
adresse, hvor arbejdet er udført
-
arbejdsløn
-
leverandørens CVR- eller CPR-nummer
-
fakturanummer for virksomheder
-
evt. serviceerklæring personens cpr.nr. og kontonr. Serviceerklæringen kan downloades fra www.skat.dk, under portalen boligjobplan.
Indtil udgangen af februar 2012 kan fradraget for 2011 tastes ind i et særligt modul på www.skat.dk/tastselv. Indberetningen kan kun ske via internettet.
Forventede udgifter til arbejdsløn i 2012 kan forskudsregistreres på www.skat.dk/Tastselv under "ændre forskudsopgørlse". Servicefradraget bliver herefter løbende indregnet i skatten for 2012.
Udgifterne for 2012 skal herudover indberettes i det særlige modul på skat.dk inden udgangen af februar 2013.
Pensionister, der inden 01.09.2011 er tilknyttet ordeningen om hjemmeservice, kan fortsætte i denne ordninge. Se afsnit om Hjemmeservice.
Får man tilskud via ordningen om hjemmeservice, kan man ikke samtidigt opnå servicefradrag til samme ydelse.
Aftale om Finanslov 2012
Ifølge aftalen fortsætter ordningen i 2012, men med ændringer. Muligheden for fradrag forventes at blive målrettet istandsættelser, der kan bidrage til et lavere energiforbrug.