Hjælpemidler og forbrugsgoder bevilges af kommunen og er uafhængig af ansøgerens økonomi.
Det er en forudsætning for bevilling af et hjælpemiddel eller et forbrugsgode efter reglerne i den sociale lovgivning, at der ikke kan ske bevilling af disse efter anden lovgivning.
Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, som man har anskaffet inden bevilling er givet.
Betingelser for bevilling
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet
- i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne
- i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
- er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Der skal ydes det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Ved vurderingen skal der tages hensyn til den enkeltes behov, hjælpemidlets kvalitet og driftsikkerhed, udgifter til driften, holdbarhed, garanti mm. Ofte er der behov for flere hjælpemidler.
For forbrugsgoder gælder særlige regler. Der kan ikke ydes støtte til et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, f.eks. almindelige borde, stole, senge, telefoner, tv-apparater mv.
De forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, ændres løbende i takt med den almindelige samfundsudvikling, herunder udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner.
Der kan kun ydes støtte til køb af forbrugsgoder, der koster mere end 500 kr. Hvis der er behov for mere end ét forbrugsgode, lægges den samlede udgift til grund. Hjælpen ydes som udgangspunkt med et kontant beløb svarende til 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt af den type, der er behov for til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne.
Brugeren får ejendomsretten til produktet og brugeren kan, efter eget valg af leverandør, købe det produkt der ønskes. Brugeren kan også købe et dyrere produkt mod selv at betale ekstraudgifterne.
Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan så ydes som udlån.
Frit valg af leverandør
Hvis kommunen har indgået en aftale med en leverandør, og man ønsker at benytte en anden leverandør, kan man selv købe hjælpemidlet.
Udgifterne refunderes, dog højst med det beløb som kommunen kunne have købt hjælpemidlet til hos sin leverandør.
Der er ikke frit leverandørvalg, hvis kommunen stiller et hjælpemiddel til rådíghed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, man ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.
Har kommunen ikke indgået en leverandøraftale, kan man vælge en leverandør og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb, der svarer til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Tilbageleveres hjælpemidlet inden fire år til kommunen, skal evt. egenbetaling udbetales efter fradrag af 2.500 kr. inkl. moms og nedskrevet med 1/48 for hver måned, der er gået fra den dag kvittering forelå. Det er en betingelse, at hjælpemidlet har en generelt forøget anvendelighed også for andre end køberen.
Kommunen skal fastsætte tidsfrister for, hvor længe der må gå, fra ansøgningen er indgivet og til kommunen træffer en afgørelse. Tidsfristen skal oplyses til ansøgeren. Der skal gives en begrundelse, hvis tidsfristerne ikke kan overholdes.
Transportudgifter i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder, godtgøres af kommunen, hvis den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr. for pensionister.
Der kan i særlige tilfælde også være behov for at yde f.eks. time- eller dagpenge, hoteldispositionsbeløb samt befordringsgodtgørelse til rejseledsager.
Ved frit leverandørvalg er kommunen højst forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse, der svarer til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted.
Midlertidige hjælpemidler
Der kan udleveres hjælpemidler til midlertidig brug, hvis det i forbindelse med sygehusbehandling skønnes, at der er behov for det. Det kan f.eks. være tilfældet, når der ordineres hjælpemidler som led i genoptræning, eller hvis sygehuset vurderer, at der er behov for hjælpemidler, når man venter på sygehusbehandling.
Speciallæger kan også ordinere hjælpemidler på regionens regning, hvis behandlingen foretages efter aftale med sygehusvæsenet.
Under midlertidige ophold i en anden kommune, f.eks. i sommerhus, hos familie eller venner, kan der i visse situationer bevilges udlån af reservehjælpemidler eller andre hjælpemidler.
Rådgivning og vejledning
Kommunen skal yde rådgivning og vejledning til ansøgeren om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel og om evt. muligheder for anden hjælp - i stedet for eller som supplement til - et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.
For at støtte den kommunale rådgivning, har man etableret Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO), der bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, tlf. 72 42 37 00.
Endvidere yder „Den uvildige konsulentordning for handicappede“ (DUKH) gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
DUKH
tlf. 76 30 19 30
www.dukh.dk
