Gaver

Nyd livet, også når du er ældre. Nyd at opleve nye ting, nye mennesker og nye muligheder. Men nyd også at bruge penge på dig selv: Tag en taxa, rejs en tur til udlandet, gå i teatret eller spis en god middag på restaurant sammen med dem, du holder af.
   
At give gaver – og se andres glæde over gaven - kan være en stor oplevelse. Ikke mindst, når det gælder familien. Og der er gode muligheder for at give større gaver væk, uden at modtager skal betale skat eller afgift. 

 

En gave er i juridisk forstand en overførsel af en vederlagsfri formuefordel. Sagt med andre ord – ens formue skal være formindsket, når man har givet en gave. Man har f.eks. ikke givet en gave, hvis man siger til sin søn, at han skal have ens bornholmerur, men samtidig beslutter, at uret skal blive stående i ens eget hjem. Formuen er i dette tilfælde ikke blevet mindre. 

 

Gaveafgift

 

Når man modtager en gave, er udgangspunktet, at man skal betale almindelig indkomstskat af gavens værdi. En undtagelse fra denne hovedregel er den personkreds, som kun skal betale gaveafgift.

 

Satser 2012 - uændret fra 2011

 

                                 Bundfradrag          Gaveafgift af

                                                                værdi over

                                                                bundfradrag 

Personkreds

omfattet af gaveafgift     58.700 kr.         15% / 36,25% 

(svigerbørn dog              20.500 kr.)

 

Ægtefæller eller registrerede partnere er fritaget for gaveafgift uanset gavens værdi.

  


Personkredsen, der er omfattet af gaveafgiften: 

  • børn, stedbørn og deres afkom, herunder adoptivbørn
     
  • forældre
     
  • stedforældre
     
  • bedsteforældre
     
  • svigerbørn (man er kun svigerbarn i juridisk forstand, når der foreligger en vielsesattest)
     
  • personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i de sidste to år (f.eks. papirløst samlevende)
     
  • personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i mindst to år, men hvor den fælles bopæl er ophørt grundet institutionsanbringelse eller indflytning i ældrebolig
     
  • plejebørn, der har haft fælles bopæl med gavegiver i en sammenhængende periode på mindst fem år, hvis opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft fælles bopæl hos gavegiver sammen med plejebarnet.

I år 2012 kan den nævnte personkreds hver især afgiftsfrit modtage op til 58.700 kr., dog kan svigerbørn afgiftsfrit kun modtage op til 20.500 kr.
 
Enken/enkemanden efter et afdødt barn kan også afgiftsfrit modtage 58.700 kr. fra hver af svigerforældrene.
 
De afgiftsfri gavebeløb reguleres normalt hvert år pr. 1. januar. I 2012 anvendes satser dog uforandret fra 2011. 

Det afgiftsfri beløb er pr. hoved pr. kalenderår, hvilket betyder, at eksempelvis et barn kan modtage det afgiftsfri beløb fra hver af sine forældre i et kalenderår regnet fra 1. januar til 31. december.

Gaver mellem ægtefæller (se dette) er afgiftsfri uanset værdien, mens gaver mellem papirløst samlevende (udover lejlighedsgaver) er underlagt almindelig indkomstskattepligt, såfremt samlivet har varet i under to år. Papirløst samlevende, der har boet sammen i mere end to år, er derimod omfattet af reglerne om gaveafgift.

Modtager forældre, børn, svigerbørn, personer med mindst to års fælles bopæl og plejebørn mere end det afgiftsfri beløb, skal der betales 15% af det overskydende beløb i gaveafgift, mens bedsteforældre og stedforældre skal betale 36,25% i gaveafgift af den værdi, der overstiger det afgiftsfri beløb.
 
Gaver, der ikke overstiger de afgiftsfri beløb, skal ikke indberettes eller opgives på årsopgørelsen. Overstiger gaven det afgiftsfri beløb, skal der derimod udfyldes en gaveanmeldelse, der afleveres til det lokale skattecenter senest 1. maj året efter, at gaven er givet. (Se også www.skat.dk). Samme sted kan blanketten til brug for gaveanmeldelsen hentes/rekvireres. For sen gaveanmeldelse kan medføre at gaveafgiften fordobles.

 

Bortgivelsens betydning for social pension  

Med regler, der trådte i kraft 01.01.2001, har bortgivelse ikke længere betydning for den sociale pension. 

 

Gaver, der kan fratrækkes på selvangivelsen

 

Gaver til velgørende foreninger m.fl., der er godkendt af SKAT til at kunne modtage afgiftsfri gaver, kan fratrækkes på årsopgørelsen under følgende betingelser: 

  • Beløbet, der maksimalt kan fratrækkes i 2012 er 14.500 kr. pr. person. Det vil sige, at ægtefæller kan fratrække 14.500 kr. hver især. Det hidtidige bundfradrag på 500 kr. er bortfaldet fra 2012.
  • Hvis man forpligter sig til at give en bestemt gaveydelse hvert år i mindst ti år, er hele beløbet fradragsberettiget. Skal ske skriftligt i en forpligtelseserklæring eller gavebrev. Man kan maksimalt få fradrag for 15% af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst. Dog kan man altid få fradrag for gaveydelser med indtil 14.500 kr. om året.
  • Den endelige godkendelse af fradraget er betinget af, at foreningen e.a. indberetter beløbet til SKAT. Derfor skal man opgive cpr.nr. til den forening e.a., man ønsker at betænke med en afgiftsfri gave.

Gaver som særeje og båndlæggelse

 

Når man giver gaver, er det muligt som gavegiver at oprette et gavebrev og bestemme, at gaven skal være en form for særeje for modtageren (se afsnit Formueforhold mellem ægtefæller). Det er også muligt i gavebrevet at bestemme, at gaven skal være båndlagt, herunder bl.a., hvor længe gaven skal være båndlagt og betingelser for udbetaling, hvis der er tale om en pengegave.

 

Gaver mellem ægtefæller

 

Som nævnt tidligere er gaver mellem ægtefæller afgiftsfri. Der er dog visse krav, som skal opfyldes, for at der kan være tale om en gyldig gaveoverdragelse.

 

Som hovedregel er gaveoverdragelser mellem ægtefæller betinget af, at der oprettes en ægtepagt, hvori overdragelsen er medtaget. Ægtepagten skal tinglyses. Det sker ved Tinglysningsretten i Hobro. Afgiften er 1.400 kr.

 

Oprettelse af ægtepagt og tinglysning er nødvendig, for at gaven er gyldig.

 

Der er dog visse undtagelser fra kravet om ægtepagt. Såfremt der er tale om sædvanlige gaver, som ikke står i misforhold til giverens kår, og sålænge gaven ikke er en livsforsikring, en overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, er der ikke krav om ægtepagt.

Gaver når man sidder i uskiftet bo

Man kan som hovedregel frit give gaver af boets formue, uden at arvinger eller andre kan ændre det. Man skal dog være opmærksom på, at gaven kan anfægtes, hvis gavens værdi står i åbenbart misforhold til det uskiftede bos nettoformue.

 

Gaver og arv til Ældre Sagen går til at hjælpe

 

Ældre Sagens arbejde er i stort omfang afhængig af de bidrag, vi får fra vore medlemmer i form af medlemskontingenter, indtægter fra lotterier samt private bidrag i form af gaver og arv.

 

Som forening skal Ældre Sagen ikke betale gave- eller boafgift, så gave og arvebeløb går ubeskåret til arbejdet for bedre levevilkår for seniorer og ældre. (Se også Støt Ældre Sagen på www.aeldresagen.dk)


 

 

 


 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide
 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686