Hvis man forsætligt eller uagtsomt forårsager skade på en person eller ting, kan man blive erstatningspligtig.
Ansvar forudsætter, at man har handlet på en sådan måde, at man kunne eller burde have forudset, at den pågældende handling eller undladelse kunne forventes at resultere i den skete skade.
Hvis den handling eller undladelse, som forårsagede skaden, er af en sådan art, at man ikke med nogen rimelighed kunne forudse eller forvente skadens indtræden, anses skaden som hændelig.
Skadevolderen er i så fald ansvarsfri og har derfor ikke pligt til at erstatte skaden, med mindre andet er bestemt direkte ved lov. Ved skader som følge af f.eks. togulykker, hunde og vilde dyr er der et såkaldt objektivt ansvar for skadevolderen, mens der ved skader i trafikken er skærpet ansvar for motorkøretøjer.
Det betyder, at der kan kræves erstatning, selvom ulykken må anses for hændelig. I disse tilfælde kan man få erstatning, selvom man selv har handlet uagtsomt. Dog kan erstatningen nedsættes, hvis man selv har handlet meget groft uagtsomt.
Princippet for al erstatningsberegning er, at den, der har lidt en skade, skal stilles økonomisk ligesom før skadens indtræden. Det vil altså sige, at tab skal erstattes, uden at skadelidte opnår nogen berigelse. Tabet kan være vanskeligt at opgøre, bl.a. fordi affektionsværdi ikke erstattes, og personskade er meget vanskelig at opgøre i penge, hvorfor erstatning for personskade i vidt omfang fastsættes efter standardiserede regler.
Det er naturligvis enklere at beregne erstatningen, når det skadede er en ting. Når det er en ting, der er skadet, kan der bl.a. blive tale om en værdierstatning.
