Fraflytning

 

Udgangspunktet i forbindelse med flytning er, at lejligheden skal afleveres i samme stand, som den blev overtaget. Man skal ikke erstatte, hvad der skyldes almindeligt slid i lejeperioden.

 

Ved flytning fra enten private eller almene boliger skal det vurderes, om der er sket misligholdelse af lejligheden, som den fraflyttende lejer skal betale. Der er tale om misligholdelse, hvis noget er ødelagt i lejligheden.

 

Udlejer har en frist på to uger fra fraflytningsdagen til at fremsætte krav om istandsættelse og/eller udbedring af misligholdte dele – ellers bortfalder lejers betalingsforpligtelser. Fristen kan dog forlænges, hvis lejer ikke har oplyst sin nye adresse.

 

Lejeren kan kræve, at der udfærdiges en skriftlig udflytningsrapport over boligsynet, hvor der dels tages stilling til evt. misligholdelse og dels vurderes, om der skal ske istandsættelse. Er lejeren ikke enig med udlejeren eller hans repræsentant, bør lejeren lade være med at underskrive rapporten og eventuelt bede huslejenævnet tage stilling til, om kravene er rimelige.

 

Det kan være en god idé at tage billeder af lejligheden ved boligsynet, således at klageinstanserne har bedre mulighed for at vurdere sagen.

Det er meget vigtigt, at den fraflyttende lejer er til stede, når udflytningsrapporten udfærdiges, så vedkommende kan protestere, hvis der kræves urimeligheder. Lejeren har også ret til at have en beboerrepræsentant eller anden rådgiver med.

 

Bestemmelserne om istandsættelse ved fraflytning er forskellige i private og i almene boliger, og det fremgår af lejekontrakten med bilag, hvilke forpligtelser lejeren har.

For beboelse på plejehjem visiteres kun beboere i meget svækket tilstand, og eksempelvis en stærk demenspræget beboer kan næppe være bundet af alle en lejekontrakts standardforpligtelser, se også om opsigelse af plejebolig ved dødsfald under Fraflytning af ældrebolig.

 

Private lejeboliger

Disse lejligheder udlejes ofte nyistandsatte. Det betyder, at lejer skal betale for nyistandsættelse af lejligheden ved fraflytning.

Hvis man som lejer har den indvendige vedligeholdelse af lejligheden, kan det betyde, at man inden fraflytning skal udføre den behandling af vægge mv., som burde være udført i lejeperioden.

 

Er der en konto for indvendig vedligeholdelse, skal man være opmærksom på, at man ikke kan hæve på denne konto, når lejligheden er opsagt.

 

Lejer er ikke forpligtet til at sætte lejligheden i bedre stand, end den var, da man overtog den. Som dokumentation kan det være nyttigt, at man ved indflytning har taget fotografier, der viser, hvordan lejligheden så ud. Hvis der ved indflytningen er blevet udfærdiget en indflytningsrapport, kan man også henvise til den.

 

Almene boliger

De almene boligorganisationer kan vælge mellem to forskellige regelsæt om vedligeholdelse i den periode, lejeren bor i lejligheden, og om istandsættelse ved flytning.

 

Efter det ene sæt regler skal lejeren sørge for indvendig vedligeholdelse med hensyn til hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling i lejeperioden.

Ved fraflytning udføres enten for lejerens regning en normalistandsættelse, eller lejeren betaler et af udlejer fastsat normalistandsættelsesbeløb, som den efterfølgende lejer kan anvende til istandsættelse. I løbet af en periode på højst 10 år fra lejerens overtagelse af lejligheden overtager udlejer gradvis lejerens udgift til normalistandsættelsen ved flytning. Ved fraflytning skal lejeren kun betale den resterende del af normalistandsættelsen eller af normalistandsættelsesbeløbet.

 

Efter det andet sæt regler har udlejeren den indvendige vedligeholdelse af lejligheden. Der opspares hertil ved, at lejeren sammen med huslejen indbetaler til en vedligeholdelseskonto. Lejeren kan få foretaget istandsættelse, når der er penge på kontoen. Hvis der ikke er sket misligholdelse, har lejeren ingen udgifter til istandsættelse ved fraflytning. Den nye lejer må acceptere istandsættelse, der kan foretages for det beløb, der overtages på vedligeholdelseskontoen.



Sidst opdateret 09-01-2012 14:42 

Tilbage til Lejebolig

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686