Begrebet „almene boliger“ har før heddet „sociale boliger“, altså lejede boliger hos et „socialt boligselskab“. Dette er nu ændret til „almen boligorganisation“, hvor lejlighederne er almene boliger.
Foruden de traditionelle udlejningsboliger, er ungdomsboliger og boliger på plejehjemmene også almene boliger. Om de almene ældreboliger og plejeboliger, se Ældreboliger.
I byerne bor mange ældre i almene boliger. De er glade for den tryghed, der ligger i, at der er ansat ejendomsfunktionærer til at tage sig af alle de praktiske opgaver som reparationer i lejlighederne, snerydning, pasning af grønne områder. Hvis man bor i en almen bolig, som ikke længere er passende, fordi den er for stor, fordi der er for mange trapper eller lignende, så vil boligorganisationen normalt være behjælpelig med at finde en anden passende bolig - men vær opmærksom på omkostningerne.
Der er visse muligheder for lejeren til at modernisere sin lejlighed og gøre den mere ældreegnet (f.eks. nyt køkken og bad), og nogle boligorganisationer har vedtaget regler, som giver bedre muligheder end lovgivningen.
Ønsker man en lejlighed i en almen boligorganisation, kan man blive skrevet på en venteliste mod betaling af et årligt gebyr. Normalt kan man oplyse, om man er aktiv eller passiv boligsøgende og evt. sige nej tak, hvis man ikke ønsker en bolig lige nu og her. Men sørg for at blive bekendt med vilkårene for ventelisten herunder eventuel sletning ved passivitet.
Mange husejere har svært ved at forestille sig, at skulle flytte i lejlighed, og derfor bliver de ikke skrevet på venteliste. Hvis de mod forventning alligevel får behov for en lejlighed, vil de stå i en vanskelig situation, fordi ventetiden på en almen bolig er lang for nye ansøgere.
Man kan i et vist omfang at holde sig orienteret om ledige almene boliger, bl.a. på www.boligkontoret.dk, hvor det også er muligt både at søge en bolig og at blive skrevet på venteliste.
Kommunen har ikke pligt til at skaffe almindelige boligsøgende en lejlighed. Kommunen skal primært skaffe bolig til mennesker med særlige behov. Derfor kan kommunen aftale med almene boligorganisationer, at kommunen får dispositionsret over en vis del af ledige lejligheder, der så anvises til særlig vanskeligt stillede. Det kan f.eks. være mennesker, der pga. sygdom ikke længere kan klare sig i deres bolig, eller enlige forsørgere, der er blevet boligløse p.g.a. skilsmisse.