Når man melder sig ind i a-kassen, bliver man som udgangspunkt fuldtidsforsikret.
Er man lønmodtager og arbejder max. 30 timer om ugen, beregnet i gennemsnit for 4 uger/1 måned, kan man vælge at være deltidsforsikret.
Det indebærer bl.a., at medlemsbidraget til a-kassen er lavere, end hvis man er fuldtidsforsikret, og at dagpengene max. kan udgøre 2/3 af højeste dagpenge.
Valget mellem deltids- eller fuldtidsforsikring har også betydning for efterlønnens størrelse, hvis man går på efterløn, se dette afsnit.
Hvis man er deltidsforsikret og får arbejde i mere en 30 timer pr. uge, skal man give a-kassen besked, fordi man skal lade sig fuldtidsforsikre. Hvis man er fuldtidsforsikret og får deltidsarbejde, kan man selv vælge, om man vil deltidsforsikres eller forblive fuldtidsforsikret.
Medlem af en a-kasse, som er selvstændig erhvervsdrivende, skal være fuldtidsforsikret.
Hvis man både arbejder som lønmodtager og driver selvstændig virksomhed, kan man blive medlem af en a-kasse som kombinationsforsikret.
Som kombinationsforsikret kan man, under visse betingelser, opnå ret til dagpenge på baggrund af lønarbejdet og arbejdet i virksomheden.
Der gælder særlige regler for kombinationsforsikrede, herunder om hvornår man kan få udbetalt dagpenge ved hel eller delvis ledighed, og hvordan man kan udtræde af kombinationsforsikringen. Ordningen er under afvikling.