Feriedagpenge

Som medlem af en a-kasse optjener man ret til feriedagpenge, der beregnes ud fra de udbetalinger man har modtaget fra a-kassen, eller sygedagpenge udbetalt af kommunen.

 

Medlemmer af en a-kasse kan i visse tilfælde få feriedagpenge fra deres a-kasse, når de holder ferie og ikke har ret til ferie med feriepenge eller løn efter ferieloven.

Ferie som ledig, med optjent feriegodtgørelse fra et arbejdsforhold, medfører altid fradrag i dagpengene.

Hvis man ikke afholder ferie bortfalder mulighederne for at modtage feriedagpenge.

 

Optjening af feriedagpenge

Man optjener ret til feriedagpenge af de ydelser a-kassen har udbetalt i et kalenderår (optjeningsåret), bortset fra efterløn, fleksydelse og befordringsgodtgørelse.
 
Man optjener også ret til feriedagpenge af syge- og barselsdagpenge bortset fra de tilfælde, hvor man samtidig har optjent ret til feriegodtgørelse eller løn.
 
Der findes andre muligheder for ret til optjening af feriedagpenge end ovenstående, spørg a-kassen.

 

Dimittender - nyudannede - er under afvikling

Retten til feriedagpenge for dimittender blev afskaffet for nye dimittende pr. 1. maj 2011. Medlemmer af en a-kasse der er dimitteret før 1. maj 2011 beholder dog hidtidige rettigheder.

 
Udbetaling 

Udbetaling af feriedagpenge kræver, at man holder ferie, at man ikke har ret til feriepenge eller løn efter ferieloven, og at man på ferietidspunktet har ret til dagpenge fra en a-kasse. 
 
Er man ledig, kan der kun udbetales dagpenge under ferie, hvis a-kassen senest på feriens første dag har fået besked om, at man holder ferie.

 
For at få feriedagpenge, skal man:

  • opfylde samme betingelser for at få dagpenge, som hvis man er ledig
  • være enten lønmodtager eller ledig
  • stå til rådighed for arbejdsmarkedet
  • have afholdt den ferie man evt. har optjent hos en arbejdsgiver
  • have bopæl i Danmark
  • opholde sig i Danmark senest på feriens første dag.  

Selvstændige

Man kan ikke få feriedagpenge, hvis man driver selvstændig virksomhed og er optaget som selvstændig i arbejdsløshedskassen. Ret til feriepenge fra et arbejdsforhold modregnes i dagpengene. 

 

Ansøgning om feriedagpenge

Man skal udfylde en særlig ansøgningsblanket, der fås hos a-kassen eller jobcentret. Blanketten kan også hentes på www.pensionsstyrelsen.dk under temaet „feriedagpenge“. Blanketten sendes til den a-kasse man er medlem af på ferietidspunktet.
 
Hvis man vil have pengene inden ferien, skal blanketten sendes til a-kassen senest en måned før man afholder ferien.
Er man ledig kan man selv bestemme, hvornår ferien afholdes. Den ledige skal 14 dage før ferien give jobcentret besked om ferien. I modsat fald kan det få konsekvenser for retten til dagpenge.

 

Er man i arbejde skal ferien aftales med arbejdsgiveren.
 
Ferien skal afholdes inden udgangen af ferieåret 30. april og ansøgningen skal være modtaget i a-kassen senest 31. maj efter ferieårets udløb. 
Feriedagpenge kan ikke overføres til efterfølgende år.

 

A-kasserne har pligt til at vejlede medlemmerne om, hvornår ferien kan afholdes og hvornår a-kassen skal have modtaget ansøgningsskemaet.




Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

 

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686