Motivation er nødvendig, for at der kan ske en indlæring, og for at man som individ kan udøve en præstation. Men mange mister motivationen undervejs, selv om de måske er komme godt i gang med at dyrke motion og har de bedste intentioner om at få et mere aktivt liv.
For at bevare eller øge motivationen, kan du gøre brug af følgende 10 gode råd:
Vælg den rette motion
Sundhed
Støtte
Motionsven
Træningssted
Tid
Mål
Beløn dig selv
At have det sjovt
Find tilbage
Vælg den rette motion: Nogle er til holdmotion andre foretrækker solopræstationer. Uanset hvad du er til, så gør op med dig selv, hvilken form for motion, du foretrækker.
Sundhed: Bliv opmærksom på de positive effekter, motion har for dig. Det kan være mere energi, bedre søvn, vægttab m.m.
Støtte: Støtte og opmuntring fra andre har en enorm indflydelse på motivationen for den enkelte. Støtten kan komme fra såvel ægtefælle, familie og venner.
Motionsven: Få en motionspartner – det skaber en forpligtelse overfor hinanden.
Træningssted: Find et træningssted, der er let at komme til. Skal du først med bus eller bil er risikoen for at du dropper en motionstime – eller måske flere for til sidst at stoppe helt. Er bus eller bil nødvendig, så find ud af, om der er nogle, du kan følges med, så I kan lave nogle køreaftaler.
Tid: Find et tidspunkt på døgnet, der er realistisk for dig at dyrke motion, men også hvor du synes, det er sjovt. Presser du dig selv til f.eks. at løbe om morgenen, selv om du har det bedt med aftenløbeture, er risikoen for at du slet ikke kommer af sted stor.
Mål: Sæt realistiske mål for din træning. Hav evt. et overordnet mål, som ligger et år ude i fremtiden, f.eks. et bestemt løb og lav så små delmål på vejen derhen.
Beløn dig selv: Har du sat et mål med træningen, så beløn dig selv, når det er nået. Det kan f.eks. være en ny lænestol, en rejse, nyt træningstøj, et nyt ur eller en omgang massage.
At have det sjovt: Følger der smil og grin med undervejs, når du dyrker motion, er det lettere at holde motivationen. At have det sjovt er også en motivationsfaktor.
Find tilbage:
Vælger du på et tidspunkt sofaen frem for motion – eller slår ferien dig ud af kurs, så lad være med at have dårlig samvittighed. Find tilbage på sporet igen ved at minde dig selv om alle de positive effekter, der er ved at være aktiv. Få opmuntring fra familie og venner til at komme i gang igen, og tro selv på det.
Hverken alder eller fysisk form er nogen hindring for at begynde på motion. Det er blot et spørgsmål om at vælge de rette aktiviteter til ens fysiske formåen.
Der er eksempler på, at ældre er over 80 år og endda 90 år, når de begynder at motionere i Ældre Sagens regi.
Tekst: Gitte Roe Eriksen, journalist