Din opgave er at skabe ro og tryghed ved at være nærværende.
Frivilliges opgaver under vågetjenesten
En vagt i vågetjenesten varer som udgangspunkt tre timer men det aftales individuelt fra gang til gang, hvor meget støtte, der er brug for i den konkrete situation. Som frivillig sidder du i værelset hos den døende og opfylder behov for tavshed, samtale, læsning eller sang og tilkaldelse af hjælp. Når døden er indtruffet, har du ikke flere opgaver.
Hvor hjælper vi?
Du kan både våge hos ældre mennesker i deres private hjem, og når deres hjem er en del af et plejecenter eller plejehjem. Vågetjenesten hjælper såvel døende uden pårørende som døende, hvor de pårørende har brug for aflastning.
Hvordan organiseres vågetjenesten?
Kontaktpersonen for vågetjenesten træffer aftale med den person, som anmoder om, at vågetjenesten kommer. Kontaktpersonen tager ud i hjemmet, vurderer behovet og instruerer herefter en frivillig.
Hvordan bliver du frivillig?
Som frivillig i vågetjenesten behøver du ikke at være medlem af Ældre Sagen. Det er vigtigt, at du er moden, ansvarsbevidst og psykisk robust og tidligere har oplevet at give omsorg til et døende menneske. Det kan både have været i din familie eller omgangskreds eller som professionel, men det er ikke nødvendigt, at du har professionelle erfaringer.
Vi forventer
• Du deltager i kurset Social-humanitære aktiviteter – startkursus
• Du indgår en skriftlig aftale med Ældre Sagen om blandt andet tavshedspligt
Vi tilbyder
• Ingen løn - men en unik mulighed for at gøre en forskel for et andet menneske
• Målrettede kurser og organiseret fællesskab med andre frivillige
• Forsikring mens du udfører det frivillige arbejde
• ID-kort så du kan identificere dig, hvis det bliver nødvendigt
Da vågeopgaven kan være både psykisk og følelsesmæssig krævende, giver kontaktpersonen løbende tilbud om samtale og støtte.
Læs mere om, hvad vi tilbyder under særlige fordele for frivillige.
Hvad må du ikke?
Som frivillig deltager du ikke i plejen. En frivillig rådgiver ikke vedr. testamente og arv eller andre juridiske spørgsmål. En frivillig blander sig ikke i familieforhold men lytter gerne til pårørende efter behov.
Vil du være frivillig i vågetjenesten?
Det er Ældre Sagens lokalbestyrelser, der driver de forskellige frivillige sociale tiltag. Der kan derfor være forskel på tilbudene i lokalområderne. Kontakt lokalbestyrelsen i dit lokalområde hvis du vil vide mere eller melde dig som frivillig.