Fakta om Kirgistan

Kirgistan er en tidligere Sovjet-republik i Centralasien. Landet blev selvstændigt i 1991 og har siden været præget af politisk og økonomisk ustabilitet.  Landet er ifølge Verdensbanken et af verdens fattigste.

 

 

Fattigdom

Ud af en befolkning på lidt over 5 millioner lever 40% under fattigdomsgrænsen. Knap en halv million er pensionister, hvoraf 80% lever under fattigdomsgrænsen. Derved er det især de ældre, som er hårdt ramt økonomisk i Kirgistan. 

 

Fattigdomsgrænsen har to grænser: 1.08 dollar eller 2.15 dollar om dagen. Hvis man har mindre, lever man under fattigdomsgrænsen. I Kirgistan er grænsen 2.15 dollar om dagen, fordi der er barske vejrforhold, der stiller ekstra krav til dagligdagens fornødenheder. 

 

Fattigdomsgrænsen afgør, om man kan få opfyldt basale behov, såsom mad, en egnet bolig eller lægebehandling. Kort sagt beskriver fattigdomsgrænsen, at man ikke har noget videre håb om en bedre fremtid, og at livet leves fra dag til dag.

 

Ældres livsvilkår

Et kendetegn ved de ældre kirgisere er, at de er vokset op i Sovjettiden, hvor der var lige adgang til uddannelse. Det betyder, at de kan læse og skrive, mange har en uddannelse og har haft gode stillinger. Deres nuværende situation er derfor en kontrast til det liv og de forventninger, de er vokset op med.

 

Som pensionist modtager man mellem 480 og 2200 som (den kirgisiske valuta) om måneden. 480 som svarer til 70 danske kroner. En lejlighed koster mellem 700 og 950 som om måneden, og mad og daglige fornødenheder koster ca. 1800 som om måneden. Derudover kommer udgifter til kul og gas.

 

Der er gratis lægehjælp og hospitalsophold, hvis man er over 75 år. Gennemsnitslevealderen er 69 år. De ældre lider især af grå stær, diabetes og hjerte-karsygdomme, som for det meste ikke bliver behandlet på grund af lægeudgifterne og mangel på medicintilskud.

 

Der findes ingen hjemmehjælp, men naboer og familie hjælper hinanden. Der findes plejehjem. Her bor man på værelse med 4-8 andre ældre, og ens pension inddrages.

 

Om BedsteHjælp

Ældre Sagen samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp, og via lokale frivillige organisationer i Kirgistan prøver vi at forbedre ældres livsvilkår. Overordnet set skal projektet ikke kun hjælpe her og nu men også skabe grobund for anerkendelse af ældres rettigheder og interesser. 

 

Projektet bygger på ideen om 'hjælp-til-selvhjælp'. De ældre samles i grupper på 10-20 personer, hvorved der skabes sammenhold og samarbejde om dagligdagens udfordringer. Grupperne har fået midler til at lave kunsthåndværk, tøj, tørret frugt og dyrke grøntsager, som sælges på markederne, og indkøbe nogle husdyr.

 

Pengene fra BedsteHjælp går også til at hjælpe de fattige ældre i selvhjælpsgrupperne med basale fornødenheder såsom mad, brændsel og medicin, som er afgørende for, at de kan klare sig, hjælpe hinanden og se en fremtid i deres alderdom.

 

 

Kirgisisk kvinde fra en selvhjælpsgruppe modtager garn købt for penge gennem BedsteHjælp til produktion af tøj og kunsthåndværk.

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686