Drivkraften bag alt frivilligt arbejde er lysten og trangen til at gøre en forskel. Derfor er det ikke et spørgsmål om at have tid til en frivillig indsats, men om at tage sig tid til det. Sådan mener Lis Leadbetter, som selv er et godt eksempel på at tage sig tid.
Hendes engagement i Ældre Sagen går helt tilbage til pionerdagene i 1987, hvor hun var med til at etablere nye komiteer i det vestsjællandske område. Gennem 10 år var hun desuden en engageret formand for lokalkomiteen i Holbæk-Jernløse og virkede nogle år som kredsformand i Vestsjællands Amt.
I dag er Lis Leadbetter medlem af Ældre Sagens hovedbestyrelse med interesse for foreningsliv, administration og internationale kontakter.
Hvis hun skal pege på personlige egenskaber, som er vigtige i det frivillige social-humanitære arbejde, er hun ikke i tvivl: Man skal have et udpræget omsorgsgen og være grænseløs tålmodig. ”Du har med mennesker at gøre, som er svage og ofte i en vanskelig situation. Derfor er det vigtigt at kunne lytte og have fingerspidsfornemmelse for, hvad brugeren ønsker og har behov for. Det forudsætter både indfølingsevne, menneskeligt overskud og evnen til at se det positive hos de mennesker, du møder,” siger Lis Leadbetter.
”Til gengæld oplever man som frivillig følelsen af at gøre en forskel, og at der forhåbentligt sker noget godt i brugerens situation.”
Tillid og god ledelse
For at det frivillige social-humanitære arbejde skal lykkes, er det vigtigt med god lokal ledelse, understreger Lis Leadbetter. ”Mennesker er forskellige og har forskellige evner. Derfor skal ledelsen – typisk den social-humanitære kontaktperson – sørge for, at den frivillige får tilbudt de opgaver, som han eller hun har mest lyst til og er god til. Det forudsætter, at kontaktpersonen kender den frivillige og forstår at skabe et tillidsforhold. ”
Som eksempel nævner hun de jævnlige møder for alle frivillige, som holdes i komiteen i Holbæk-Jernløse. Her får de frivillige mulighed for at tale tingene igennem, hygge sig og udveksle erfaringer om stort og småt.
”Det er vigtigt, at den frivillige ikke står alene med opgaven, men hele tiden har kontakt til ledelsen, som så kan rådgive og følge med i, hvordan det går. Kontaktpersonen skal være en sparringspartner for den frivillige og sørge for opgaver, som den frivillige trives med – og give den anerkendelse, som vi alle har behov for. Derfor er det en god ide, at der er to eller måske flere kontaktpersoner på hvert område, som deles om opgaven med at støtte de frivillige.”
Lis Leadbetter lægger også vægt på, at frivillige i Ældre Sagen får refunderet deres direkte udgifter i forbindelse med aktiviteterne, f.eks. udgifter til telefon og transport. Det betyder, at alle kan deltage, selv pensionister med små indtægter.
Klare grænser
Det er vigtigt, at social-humanitære frivillige kender deres grænser i forhold til opgaven, f.eks. at man som besøgsven har tavshedspligt og ikke blander sig i brugerens økonomi ved at gå i banken og hæve penge til brugeren.
”Som frivillig bør man ikke involverer sig mere i brugerens problemer, end ens psyke kan klare. Vi skal være en ven og samtalepartner, men ikke en erstatning for bankrådgiveren eller familien,” understreger Lis Leadbetter.
Hun peger også på, at der skal trækkes klare grænser i forhold til det professionelle system, så den frivillige ikke tager opgaver, som f.eks. skal udføres af den kommunale hjemmepleje. Her frygter hun en tendens til, at kommunerne i fremtiden vil sige ”noget for noget”, når de giver penge til de frivillige foreninger og på den baggrund forventer en plejemæssig indsats, som ligger uden for det egentlige frivillige område.
”Det er en meget dårlig ide, som vi skal kæmpe imod, fordi den pålægger frivillige nogle opgaver, som de ikke har lyst til, og som de ikke kan honorere. Det er vigtigt at huske, at frivillige kan påtage sig opgaver, men ikke pålægges opgaver!”
Lis Leadbetter mener, at samarbejdet med kommunen skal være konstruktivt, og hvor parterne i fællesskab aftaler rollerne og opgaverne, så ingen er i tvivl om, hvor grænserne går.
”Vi skal være gode til at vise, at vi kan samarbejde og sætte nyttige ting i gang – samtidig med at vi bevarer vores frihed og kan holde et kritisk øje med kommunens handlinger. Derfor er det også vigtigt, at den social-humanitære kontaktperson er med på komiteens møder og her kan lægge problemer frem og selv få opbakning bag sit arbejde.”
Glæden smitter
Det er blevet sværere at skaffe frivillige til det social-humanitære arbejde – blandt andet fordi færre i dag har lyst til opgaver, der binder til faste mødetider over lange forløb. Derfor er rekruttering af frivillige et centralt emne.
Lis Leadbetter kender også problemet med at skaffe frivillige til social-humanitære opgaver og har som komiteformand prøvet de fleste metoder – lige fra annoncering i lokale medier til personlige prikkerunder. Hun har dog de bedste erfaringer med mund til mund metoden.
”Jeg tror, det gælder om at sætte ting i gang og have nogle glade og engagerede frivillige, som fortæller om aktiviteterne og får andre til at melde sig. Hvis det frivillige arbejde i komiteen er spændende og de frivillige trives, så rygtes det, og flere får lyst til at være med.”
Når der er mangel på social-humanitære frivillige, kunne man forvente, at der er kamp om dem blandt de forskellige organisationer, der arbejder på området. Men her melder Lis Leadbetter hus forbi.
”I Holbæk-Jenløse har vi i mange år kørt parallelt med Røde Kors, f.eks. med besøgsvenner, og det har været helt uden problemer. Tværtimod taler vi sammen om opgaverne og forsøger hver for sig at gøre en social-humanitær indsats uden at spænde ben for hinanden. Der er brug for begge organisationer - og så er det bedst et være gode venner og give hinanden plads.”
Fællesskab og netværk
Skal Lis Leadbetter pege på det største udbytte, hun selv har haft ved at være frivillig, så er det mødet og fællesskabet med andre mennesker, hun sætter højest. ”Det er ikke nødvendigvis selve aktiviteten, der betyder mest, men det at have noget at samles om og tale om, der er livsbekræftende.
Går man ind i frivilligt arbejde, så opdager man, at man bliver en del af et socialt netværk, hvor man både kan løse verdenssituationen og tale om de nære ting. Det er vigtigt at opbygge et netværk, mens man endnu har lysten og kræfterne til det, og som frivillig møder man både dejlige mennesker - og spændende udfordringer,” siger Lis Leadbetter.
Tekst Jes Michelsen, journalist
