Debatmøde på Fyn blev et tilløbsstykke
Da dørene gik op til debatmødet, myldrede det ind med deltagere i rådhusets festsal, der blev hurtigt fyldt op med ældre, de ældres børn og de ældres plejere. Alle var kommet for at møde den nye rådmand på ældreområdet og for at fortælle om de mange og meget konkrete problemer, de ældre oplever i hverdagen.
I panelet sad en politiker fra hvert parti i byrådet. Debatmødets ordstyrer var foreningskonsulent Mogens Ricks, som styrede den store forsamling med en fast, men venlig hånd. Politikerne fik tre minutter til hvert emne. Derefter blev der stillet spørgsmål fra salen.
Fra ”egen bolig” til ”egnet bolig”
Første punkt på dagsordnen var fremtidens ældreboliger. Deltagerne ønskede, at fremtidens ældreboliger skal være mere fleksible, og at boligerne indrettes hensigtsmæssigt, så også ældre kan flytte ind. Der blev fra salen givet et bud på, hvordan boligdebatten kunne lyde: Ganske enkelt ikke ”egen bolig”, men ”egnet bolig”.
Prisstigninger sluger rådighedsbeløbet
Andet punkt på dagsordenen var den økonomiske situation for pensionisterne. Byråds- og folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt oplyste, at ældrechecken bliver forhøjet til 10.000 kr. fra januar 2009. En dame fortalte, at hun følte det som en almisse at modtage ældrechecken. Hun mente, at ældrechecken burde være indregnet og skattefri. Ligeledes blev det fra salen foreslået, at bundfradraget for pensionister burde hæves.
Endelig foreslog en deltager, at folkepensionens blev reguleret hvert år i takt med den almindelige lønregulering, fordi prisstigninger sluger rådighedsbeløbet.
FynBus bragte salen i kog
Tredje og sidste punkt på dagsordenen var fremtidens FynBus. Her kom salen i kog – mange deltagere var kommet til debatmødet alene på grund af dette emne. Panelet havde travlt med at notere oplysninger om de gener, den nye busplan forårsager.
Problemet blev illustreret, da en deltager fortalte, at en biograftur med hustruen hurtig blev dyr, når busbilletten på 16 km til Odense og retur koster 80 kr.
Debatmødet har resulteret i, at der allerede til september er arrangeret et nyt debatmøde med bestyrelsen hos FynBus. Så formand for Odense lokalbestyrelse, Kathrine Sørensen, er ikke i tvivl: Det nytter at sige fra.