
Tekst af Jes Michelsen, journalist
Det ser så legende let ud, når unge fingre danser over tangenterne på mobiltelefonen og sender sms-beskeder ud til højre og venstre – til familie, venner, kærester.Men det kan være svært at lære kunsten, når fingrene er ældre, og man ikke er født med en mobiltelefon i lommen. Bogstaverne er små og svære at ramme, og hvor ligger Å og Ø, og hvordan sætter man punktum og laver afsnit?
”Når de unge er så dygtige, hvorfor så ikke lade dem undervise os ældre,” spurgte Kurt Jensen, formanden for lokalbestyrelsen i Helsinge. Han kontaktede Helsinge Realskole og foreslog, at man inviterede et hold ældre ind i klasseværelset og lod eleverne undervise dem i sms-beskedernes fagre nye verden.
Ideen blev modtaget med begejstring både af lærere og især af eleverne, som syntes, at det var en spændende og sjov udfordring.
Kurt Jensen sørgede for en annonce i den lokale ugeavis, og 25 nysgerrige ældre meldte sig og satte sig på skolebænken en dag i februar.
Små sorte bogstaver
De 15 elever fra 10. klasse var godt forberedte. De havde lavet en stor planche med billedet af en mobiltelefon og alle tasterne. Den var hængt op ved tavlen, så alle kunne se og få forklaret, hvordan
”mobilen” er indrettet, og hvordan man skal bruge knapperne.
Derefter satte eleverne sig sammen med de ældre, og under dyb koncentration tog man fat på den individuelle del af undervisningen. Alle fik prøvet de små sorte bogstaver og blev grundigt guidet rundt mellem taster og display.
De unge lærere gav også gode råd om de forskellige mobilmærker – skal det være en Nokia, Samsung eller Siemens?
Efter to timer var mange forsigtige fingre blevet mere sikre, når de bevægede sig over tastaturet og skulle finde de rigtige tegn og bogstaver. Nu var man i stand til at gå hjem og skrive hilsner til børn og børnebørn.
”Alle var meget engagerede, og det var en festlig oplevelse,” fortæller Kurt Jensen, som roser de unge for deres evne til at lære fra sig.
Nu vil han følge succesen op. Næste gang skal de unge lære ældre om computerens hemmeligheder.